Naturliv

342 EN REJSE I SIBERIEN. Paa Volgas Krystaldække begyndte vi den 9de Marts den hurtige Fart, der dog ikke var uden Forhindringer. Tøvejr havde fulgt os fra Tyskland til Rusland, Tøvejr fordrev os fra St. Petersborg og Moskov, Tøvejr vedblev at være vor stadige Ledsager, som om vi var Foraarets Budbringere. Store, vandfyldte Huller i Isen, som bragende mindede om det gabende Dyb under os, gennemblødte Heste, Slæde og os selv eller tvang til yderst besværlige Omveje, der paa Grund af den bragende og drønende Is forekom én farligere, end de var, og vakte endog hos Kusken og Postillonen saadanne Skrupler, at vi allerede efter en kort Fart maatte ombytte den glatte Isflade med den hidtil endnu ikke befarede Sommervej. Denne Vej, paa hvilken ikke blot Tusinder og atter Tusinder af Lastvogne, men lige saa mange forviste føres af Sted mod det frygtede Siberien, for disse sidste en Sukkenes Vej, blev ogsaa for os en saadan. Alenhøjt laa den endnu løse, men allerede vandblandede Sne paa Vejen; til højre og venstre løb og rislede Smaabække, hvor de kunde løbe og risle; med Sved og Møje anstrengte Hestene, der nu var spændt i Række foran hverandre, sig for at faa fast Fod under Fødderne: i Spring forsøgte de at naa Sporene af dem, som var gaaede forud, og ved et Fejlspring sprang de lige til Bringen ned i Isvandet. Bagved skramlede Slæden, knagende i alle Fuger, naar den ved et heftigt Spring af Hesten fra Højden blev slynget ned i Dybet; undertiden blev den i timevis sid- dende fast i et Hul, trodsende de utroligste Anstrengelser fra Hestenes Side, og vemodigt og næsten klagende lød den lille Klokke i Buen. Forgæves opfordrede, bad, kærtegnede, svor, skreg, hylede, bandede og piskede Kusken paa Hestene; i de fleste Tilfælde var det kun ved fremmed Hjælp, at det lykkedes os at komme Hot igen. Utroligt lange blev Timerne og Vejstrækningerne, tire, fem Gange saa lange som sædvanligt. Fra Slæden at se ud til højre og venstre lønnede næppe Umagen, thi ensformigt og øde ligger det flade Land for Øjet; kun Byerne havde adskilligt at opvise, som var instruktivt og seværdigt, men kun for den, som vilde og kunde se. Endnu holdt Vinteren Folk tilbage i deres smaa, pynteligt anlagte, men i Reglen meget forfaldne Træhuse; kun pjaltet klædte Smaadrenge løb barfodede omkring i Tøsneen og Snavset, som ældre Drenge og Piger søgte at komme over paa Stylter; kun gamle hvidskæggede Tiggere stod og drev op ad Gæstgivergaardene og Kroerne, men Tiggere, som enhver