Naturliv

344 EN REJSE I SIBERIEN. Med lettere Slæder, ad om muligt endnu mere bundløse Veje, færdedes vi videre mod Perm og Ural. Gennem tatariske og russiske Landsbyer og over de dem omgivende Marker, gennem udstrakte Skove gik Vejen. De tatariske Landsbyer adskiller sig i Almindelighed til deres Fordel fra de russiske og gør sig ikke alene bemærkede ved, at Svinene, der anses for urene, fuldstændig mangler, men endnu mere ved de stedse velpassede, med høje Træer bevoksede Kirkegaarde; thi Tataren hædrer sine dødes Hvilested, Russeren allerhøjst sine Helgenes. Skovene er, skønt de er inddelte i Distrikter og staar under Tilsyn af Forstmænd, lutter Urskove, som vokser op og trives, ældes og forøges uden Menneskets Indgriben. De ligger alt for langt borte fra sejlbare Floder til, at man endnu skulde kunne udnytte deres Rigdomme. To store Floder, Wiætka og Kama, ligger paa vor Vej. Endnu holder Vinteren den første bunden i sine Lænker, men de lune For- aarsvinde begynder allerede at opløse Isdækket. Vandet oversvømmer Bredderne og nødsager Kusken, der forsmaar at benytte sig af de Nødbroer, der er slaae.de over saadanne Steder, til at lade Hestene svømmende trække Slæden som en Baad gennem Vandet. Allerede inden Ankomsten til Perm maatte vi ombytte Slæden med Rejse vognen, og i den rullede vi af Sted mod Uralbjærgene, der adskiller Europa fra Asien. Vejen gaar over lange Rækker af jævne, men mere og mere stigende Høje; Landskabet faar et andet Præg; ganske vist ikke storartede, men smukke Billeder oprulles for Øjet. Smaaskove med mellemliggende Marker og Enge minder om Bjærg- egnene neden lor de stejermarkske Alper; de fleste Skove er fattige og kummerlige, andre derimod rigere og mere afvekslende. I første Tilfælde bestaar de af lave Naaletræer og Birke, i sidste Tilfælde af de nævnte Træarter med derimellem voksende Lind, Ask, Sort- og Hvidpoppel, over hvis runde Kroner den herlige Pichtas eller siberiske Grans cypreslignende Toppe hæver sig, ranke som Lys. Landsbyerne er i Almindelighed større, Husene stadseligere end i de hidtil gennem- rejste Egne, men Vejene er over alle Begreber slette. Under utrolige Vanskeligheder slæber Tusinder af Lastvogne sig hen ad Vejen eller rettere dybt nede i det dybe, smudsige Spor, langsomt og mismodige ogsaa vi, indtil vi efter tre Dages Rejse naaer til Vandskellet mellem Volgas og Obs Floddistrikt, og ved en oprejst Sten, paa hvis vestre