Naturliv

348 EN REJSE I SIBERIEN. »Tal, røde Tunge, saa længe Du endnu har Liv, thi efter Døden vil Du være stum. Tal, røde Tunge, som Gud. har givet mig, efter Døden vil Du komme til at tie. Ord, saaledes som de nu lyder fra Dig, vil efter Døden ikke over- skride dine Læber. Mænd, høje som Bjærge, ser jeg for mig, dem vil jeg sige Sand- heden. Bjærge, Klipper synes jeg at se for mig; med den hurtige Hest vil jeg ligne dem. De er større end Baade, store som et Dampskib paa Irtisch’ Bølger. I Dig, o Hersker, ser jeg den højeste næst Kejserens Majestæt, at ligne ved et Bjærg, prægtig som en Væddeløbshest, der gaar i Skridt. En Moder var det, som fødte mig til Verden, men min Tunge har Gud givet mig. Dersom jeg ikke skulde tale til Dig nu, til hvem skulde jeg vel ellers tale? Den fuldeste Frihed har jeg til at tale, ganske som om jeg talte til mit eget Folk. Hil Dig, o Herre, og velsignet være dine Gæster, blandt hvilke der findes højtstaaende Mænd, om de end nu træder i Skygge. Enhver af Generalens Gæster er ogsaa vor, sikker paa vort Venskab. Gud gav mig min Tunge; lad den tale videre. I Bjærgene saa vi Jægere, Skytter, Klappere; "men kun med én var Lykken. Ligesom det højeste Bjærgs Top hæver sig over alle andre, saa hævede denne sig højt over alle, thi han skød med velrettede Skud to Kugler i Kroppen paa Argalien og førte den til Jurten. Alle Jægerne ønskede at vinde Bytte, men kun han saa sit Ønske opfyldt: os til stor Glæde, ogsaa Dig, høje Frue, til hvem jeg nu taler. Alle glædedes, ikke blot Mændene, ved at se, ved at hilse Dig her; alle ønsker Dig kun Glæde, Liv og Helbred i Tusinder af Aar. Vær saa naadig at modtage vor Hyldest! Om. Du end har søt bedre Folk, mer trofaste har ikke budt Dig Hilsen og Gæstfrihed.