Naturliv

EN REJSE I SIBERIEN. 349 Maatte Gud velsigne Dig; signe han ogsaa dit Hus og dine Børn! Jeg finder for faa Ord til at prise Dig; men min Tunge har Gud givet mig. Og den har talt, den røde Tunge, hvad der gror i Hjertet.« Vi forlod Arkatbjærgene og kort efter ogsaa vor gæstfri Vens Omraade. Fra Generalen skiltes vi paa Jagtstedet; vi blev i Sergiopol, den første By i Turkestan, modtagne af Oberst Friedrichs, blev budt velkommen i Generalguvernørens Navn og drog nu videre i Oberstens Selskab. Adskillige Kirgiserhøvdinger fulgte med os som Æres- vagt og stillede til vor Raadighed Trækheste, der ganske vist aldrig før var bievne benyttede i denne Egenskab og i Begyndelsen altid styrtede afsted som vilde med den tunge Vogn; Kirgisersultaner viste os Gæstfrihed, sørgede paa Rejsen for Føde og Tag over Hovedet, rejste Jurtør paa alle Steder, hvor vi vilde eller maatte holde Hvil; Kirgisere fangede Orme og andre Krybdyr til vore Samlinger, lagde Næt ud i Steppesøerne og fulgte os paa vore Jagtudflugter som tro Hunde. Saaledes drog vi nu gennem den i fuld Foraarspragt pran- gende Steppe, opholdt os jagende og forøgende vore Samlinger ved Alakul eller den »brogede Sø«, færdedes gennem blomstrende Dale og over solbeskinnede Bjærge afsted mod en i Alatau, en af de mest storartede Bjærgbyer paa Steppen, liggende Kosakstaniza Lepsa, genneni- strejfede dens Omgivelser, et lille Paradis, hvor der flød med Mælk og Honning, besteg Højfjældene, nød her de skummende Bjærgbække, de grønne Alpesøer og de herlige Udsigtspunkter og vendte os der- paa, styrende Kursen i nordøstlig Retning, mod den kinesiske Grænse, for ad den korteste og bekvemnieste Vej, gennem en Del af det kinesiske Rige, at naa til Altaj. I Bakti, den sidste russiske Grænsepost, blev det os meddelt, at Hs. Uudsigelighed Dschandsun Djun, Overstatholderen i Tarabagatai, vilde hilse paa os paa Kinas Vegne og havde indbudt os til et Fest- maaltid. For at efterkomme dette den høje Mandarins Ønske, red vi den 21. Maj over til Hovedstaden i den nævnte Provins, Tschu- kutschak eller Tschautschak. Rytterskaren, som bevægede sig hen over den i Sommersolen glødende Steppe, var talrigere og niere glimrende end nogen Sinde før. Dels for at kunne yde den nødvendige Tryghed i det af Oprør hjemsøgte Land, dels for at kunne optræde paa en værdig, for ikke at sige pompøs Maade over for Hs. Herlighed, havde de Herrer, der fulgte