Naturliv

EN REJSE I SIBERIEN. 355 endnu den Dag i Dag Mærke af de skarpe Klinger, som har knust dem. Menneskene faldt som Ofre for de mordlystne Fjenders Raseri, og Hundene maatte dele deres Herrers Skæbne, til hvis Beskyttelse de muligvis optraadte; de øvrige Husdyr blev drevne bort, røvede ligesom alle andre værdifulde Ejendomme, der tilhørte de dræbte, og alle Gen- stande, der i Øjeblikket var værdiløse, blev ødelagte og opbrændte. Kun to halvvilde Husdyr var bievne tilbage: Svaler og Spurve; i Stedet for de andre havde de Fugle, der i Reglen forekommer blandt Ruiner, indfundet sig og fæstet Bo. Vi drog uantastede gennem den hærgede Dal; ingen Dungan viste sig, thi bag vore Kosakker stod det store, mægtige Rusland. Da vi atter traf paa Mennesker, fandt vi, at det var russiske Kirgisere, som lod deres Hjorde græsse her i Kina, dyrkede deres Marker og rejste en Gravhøj over en af deres døde. Fra Emils Dalstrøg steg vi over Tarabagatai op paa en af Bjærg- kammenes laveste Steder, derefter ned paa den aldeles jævne Højslette Tschilikti, der omgives af Saur, Manrak, Terserik, Mustau og Urka- schar og ligger henvod 4800 Fod ovor Havet, drog tværs over demiø, hvor vi traf paa adskillige, uhyre store Kurganer eller Gravhøje, op- kastede af de indfødte, og opsøgte derpaa mellem Manrakbjærgene nogle bugtede Dale, for at komme til Saisansletten og Grænseposten af samme Navn, en lille venlig By, der kun har eksisteret i fire Aar. Her ved den russisk - kinesiske Grænse omgaves vi atter for første Gang siden vi forlod Rusland af europæisk Komfort og europæiske Skikke; i de Kredse, vi opsøgte, omgikkes man med hverandre ganske som i St. Petersborg eller Berlin: man talte sammen, spillede, sang og dansede i den snævrere Familiekreds saavel som i en offenlig Have. Herligt syngende Nattergale akkompagnerede Danserne og Sangerne, og man glemte ganske, hvor man var. Jeg anvendte den Tid, vi opholdt os der, til at jage Ullarer, en Slags Bjærghøns, der i Udseende ligner Agerhøns, men er lige saa store som Tjurer; jeg lærte ikke blot Manrakbjærgenes vilde Natur at kende fra en ny Side, men ogsaa de fattige Kirgiseres Hyrdeliv og Dyr og vendte derfor i høj Grad tilfreds tilbage fra min højst inter- essante Udflugt. Om Eftermiddagen den 31. Maj besteg vi atter vor Rejsevogn og rullede afsted mod den mørke Irtisch, for ikke at svigte et aitalt 23*