Naturliv

380 DE HEDENSKE OSTJAKER. væsenlig Grad har Indflydelse paa hans bosiddende Stammefrænders Liv og Virksomhed. Rensdyrhyrdernes og deres Hjordes Vandringer foretages omtrent af samme Aarsager og bevæger sig i samme Retning som Kirgisernes, men adskiller sig fra disse sidstnævnte hovedsagelig derved, at de ikke engang afbrydes om Vinteren, ja ved den Tid endog snarere forøges, d. v. 8. bliver mere ujævne og mere afvekslende. Med Snesmeltningens Begyndelse drager den ostjakiske Nomadehyrde langsomt op imod Bjærgene; med Myggeplagens Begyndelse stiger han op ad Bjærg- skraaningerne eller i det mindste op paa Højdedragene; naar Plagen ophører — denne skaaner dog heller ikke ganske de frie Højder — vender han lidt efter lidt ned til Lavtundraen, for her at tilbringe Vinteren, om muligt i Nærheden af Floden i hans Hjemstavn. Dette er det Kredsløb, som han Aar ud og Aar ind tilbagelægger, saafremt ikke en Ulykke bryder ind over ham, saafremt ikke den skrækkelige Farsot hjemsøger ham. Endnu inden den korte Sommer drager ind i hans ugæstfri Hjem- stavn, allerede inden Foraarets første Pust farer hen over Landet, paa en Tid, da det stærke Isdække endnu ligger urokkeligt paa Floden, dens Bifloder og alle de utallige Søer paa Tundraen, føder Rensdyr- hunnerne deres Kalve til Verden; det gælder derfor mere end nogen Sinde om at opsøge et Sted, som selv nu kan byde saavel de gamle Dyr som Kalvene en god Græsning. I dette Øjemed vandrer vor Hyrde ikke ned i de dybeste Dale, men tværtimod op paa Højderne, fra hvis Kamme den tudende Vinterstorm saa meget som muligt har bortfejet Sneen, og opslaar her sin Tschum paa det mest pas- sende Sted. I Dage og Uger bliver han her, indtil det blottede Renlav overalt i Nærheden er blevet fortæret og Rensdyrenes brede Klove, som bortkaster Sneen for at naa det af denne bedækkede grønne, vægrer sig ved at gøre videre Tjeneste. Da først bryder han op igen og vender sig til et Sted i Kærheden med samme Fordele som den første. Ikke heller denne forlader han, før Mangel paa Græs atter gør sig gældende; thi endnu kan han glæde sig ved en Tid, som han maa kalde den gode. Hjordene græsser nu i sluttede Grupper; blandt Dyrene, livis Horn nu først er begyndt at komme frem, hersker der den dybeste Fred, og de gamle Dyr slipper aldrig Kalven ud af Sigte: atter adspredes Hjorden, den fjerner sig endnu længere fra