Naturliv

PE HEDENSKE OSTJAKER. 381 Tschumens Nærhed, da Hyrdens høje Raab hcnimod. Solnedgang lyder og kalder den tilbage. Ved Nattetid sniger rigtignok en mordlysten Ulv, som Vinteren fra Bjærgene har jaget ned til Lavtundraen, sig omkring den; men de modige Hunde holder skarpt Vagt og holder den fejge Røver paa Afstand; vor Hyrde bekymrer sig derfor lige saa lidt om Ulven som om Vinteren, hvilken Aarstid han som alle høj- nordiske Folk betragter som den bedste. De endnu meget korte Dage bliver snart længere, Kætterne stedse kortere og Faren for hans værne- løse Dyr stedse mindre. Floden afkaster sit Vinterdække; med de i Sydens Stepper opvarmede Bølger strømmer der lune Vinde hen over Landet; den ene Høj efter den anden bliver fri for Sne og her lige- som i Dalene, hvor de unge Knopper svulmer, linder de hærdede Dyr rig Føde: Lavtundraen er i vor Hyrdes Øjne bleven til et Paradis. Men hans og hans Dyrs behagelige Liv varer kun en kort Tid. En hurtigt stigende og jo længere jo varmere straalende Sol smelter Sneen ogsaa i de fladere Dale, Isen paa de brede Søer, ja optøer endog den frosne Jordflade og kalder til Live, foruden Foraarets første, uskyldige Børn, Milliarder af plagende Myg og paatrængende Bremser, hvis Larver først for faa Dage siden blev pustede ud af Rensdyrenes Næsebor. Nu begynder Vandringen for Alvor; nu drager Hyrden ganske vist i korte Dagsmarscher, men dog skyndsomst op imod Bjærget. Saa snart Natteduggen er tørret paa Mosser, Lav, Græs og Dværgbuskenes unge Blade, tager Kvinderne Tschumen ned, som de først rejste i Gaar, og bepakker Slæderne, som de paa samme Tid aflæssede. Imedens jager Hyrden paa sin lette Slæde, forspændt med lire kraftige Rensdyr, afsted mod den græssende eller mætte, i Grupper liggende Hjord, og driver Dyrene sammen hen til den Lejr- plads, hvor Medlemmerne af hans Familie er rede til at modtage dem. Holdende i Hænderne et tint Reb, hvilket Rensdyret kun sjæl- dent vover at hoppe over, trækker de en Kreds omkring Hjorden; Hyrden begiver sig med Lassoen i højre Haand midt ind blandt Dyrene, kaster med næsten aldrig svigtende Sikkerhed Snoren omkring Halsen eller Hornene paa de udsete Rensdyr, binder dem, lægger Seletøj paa dem og spænder dem for Slæden, giver Ordre til, at alle de øvrige skal slippes fri, bestiger atter sit Køretøj og kører videre. Alle de andre Slæder, kørte af Familiens Medlemmer, følger efter ham i en