Naturliv

DE HEDENSKE OSTJAKER. 379 Dværgbirkekrat eller Vand; klog og forslagen, opfindsom, kvik og be- hændig forstaar den at klare sig i alle Forhold. I Tschumen ligger den ganske stoisk ved Siden af de Fødevarer, som den ellers betragter som rigtige Lækkerbidskener; uden for sin Husbonds Dør bliver den til en dristig og nærgaaende Tyv; blandt Dværgbirkekrat paa Tundraen traver den ganske resigneret efter Slæden; paa gode og jævne Veje springer den op paa Kjelkerne og lader sig køre; paa .Jagten følger den sin Herre som en tro og nyttig Medhjælper; det af en fremmed nedlagt Bytte snapper den derimod lige for Øjnene af denne og nyder det med et saa naivb Velbehag, at man ikke kan blive vred paa den; i Tjenesten hos Hyrden viser den sig fortrolig med alle Rensdyrets Ejendommeligheder og Udyder, men aldrig bliver den saa paalidelig som vore Faarehunde, tillader sig tværtimod at have sin egen Mening og gør kun sin Tjeneste uden Vægring eller Omsvøb, naar det synes den at være absolut nødvendigt. Ostjakens Hund anvendes som Legekammerat, som Vægter, som Vogter for Hjorden og som Trækdyr, og endog efter Døden maa den gøre Nytte. For Slæden spænder man den om Vinteren, men lægger da et saa upraktisk Seletøj paa den, at den, naar den bliver an- strengt, allerede efter nogle Aars Forløb bliver til en Krøbling og maa, lam i Hofterne, halte og hinke omkring Resten af sine Dage. Efter Døden maa den rykke ud med sin fortræffelige Pels, ja mange Ost- jaker holder kun et saa uforholdsmæssigt Antal Hunde, for om Vinteren at kunne benytte disse og deres Skind. Til samme eller lignende Øjemed tjener vel ogsaa adskillige Pattedyr og Fugle, der tages ud af deres Boliger, i Særdeleshed Ræve, Bjørne, Ugler, Krager, Traner, Svaner o. s. v., hvilke man kan se lænkede i eller uden for Fiskerens saavel som Nomadehyrdens Hytte. Saa længe disse Dyr endnu er unge, behandler man dem godt og passer dem omhyggeligt, men saa snart de er voksne og har faaet deres Haar- eller Fjerbeklædning fuldstændig færdig, dømmer man dem til Døden, fortærer, livad der er spiseligt, anvender Huden og Fjerene og afsætter særlig de sidste til forbavsende høje Priser. Hundene rotter sig her som overalt efter Menneskets Vilje, medens Mennesket maa rette sig efter Rensdyrets Krav. Disse Krav og ikke Hyrdens Vilje eller Luner er det, som bestemmer den omkringstrejfende Ostjaks Vandreliv, ligesom ogsaa Fiskenes Kommen og Gaaen i en