Naturliv

378 DE HEDENSKE OSTJAKER. sine døde til deres sidste Hvilested; Rensdyret slagter han, steger og dækker op med for at hædre sine Gæster og sine døde; i Huden ind- svøber han de sidste saavel som sig selv. Ganske vist, han kan ikke bestaa, ikke leve uden Rensdyret. Af næppe mindre Vigtighed for ham end hans hornede Hjord er hans andet Husdyr, Hunden, der ejes og plejes ikke blot af Nomade- hyrden, men ogsaa af enhver ostjakisk Fisker saavel som Jæger, af den bosiddende saavel som af den omkringstrejfende Mand. Om vore Amatører vilde finde den smuk, kan jeg ikke sige, jeg for min Del maa kalde den smuk allerede af den Grund, at den med Undtagelse af Farven endnu ejer en vild Hunds Egenskaber og Kende- tegn. I Almindelighed stemmer den temmeligt overens med den eu- ropæiske Spids, men er i Reglen større end denne, ikke sjælden saa stor, at den næppe eller kun lidet staar tilbage for Ulven; ligesaa ud- mærker den sig fremfor Spidsen ved en slankere Bygning. Hovedet er langstrakt, Snuden af Middellængde, Kroppen lang, Lemmerne smi- dige, Halen af Middellængde, de metalglinsende Øjne sidder paa skraa, de korte, spidse Ører staar lige op, Pelsen er overordentlig lang og tæthaaret og sammensat af ligefremt Uldhaar; Farven er forskellig, i Almindelighed ren hvid eller hvid med kulsorte, sædvanligvis meget regelmæssige Pletter paa, begge Sider af Hovedet, Ørene indbefattede, paa Ryggen og Siderne, eller ogsaa ulve-, muse- eller askegraa, broget men aldrig stribet. Den med en ubetydelig Busk forsynede Hale bæres altid hængende eller udstrakt, aldrig rullet opad og gør Ligheden med en vild Hund yderligere fremtrædende. Den stadige og intime Omgang med Mennesket har forvandlet Ost- jakhunden til et yderst godmodigt Dyr. Den er vagtsom, men ikke . bidsk, modig, men ikke stridslysten, tro og nidkær, men ikke fjendtligt sindet imod fremmede; mistroisk, om ikke ligefrem uvenligt, løber den den fremmede i Møde, nærmer sig ham tillidsfuldt, saa snart den hører ham tale med sin Husbond eller ser ham træde ind i Tsclmmen. Ingen- lunde forvænt, udsætter den sig, hvor gerne den end i Tsclmmen deler Rum med sin Husbond eller Madmoder, for Vind og Vejr, uden at lægge nogen Misfornøjelse for Dagen, kaster sig uden Betænkning i Flodens kolde Vand og, svømmer snorret over brede Arme af denne eller traver, uden at klage, ved Rejser paa Tundraen efter Slæden, til hvilken den er bunden, lige ugenert omVejen gaar over Sumpe og Moradser, gennem