Naturliv

384 DE HEDENSKE OSTJAKER. samler ved dette den urolige Hjord for sidste Gang den Dag og vandrer tilfreds tilbage til Tschumen. Her har hans Hustru imidlertid sat Myggeteltet op og er nu sysselsat med at stoppe Underkanterne deraf ind under Tæpperne. Den Tid, som hengaar, inden dette Arbejde er færdigt, søger den paa sit Natteleje ventende Mand at udfylde ved at kæle for en af Hundene, noget som Hunden paa sin Side linder sig i, i Bevidstheden om, at der vederfares den en stor Ære. Nu kryber Manden halvnøgen ind under Myggeteltet, en femtønaarig Søn følger Eksemplet, dennes lille henved trettenaarige Hustru gør det samme; den ømme Moder bringer ogsaa Børnene, indbefattet den lille, der endnu ligger i Vuggen, i Sikkerhed, lægger endnu en Gang noget Brændsel paa den ved Indgangen til Tschumen blussende Ild, lukker Døren og gaar lien til de øvrige af Familiens Medlemmer. Faa Minuter efter forkynder en høj Snorken, at alle nyder de retfærdiges Søvn. Næste Morgen begynder paa ny det samme Liv, og saaledøs bliver det ved, indtil Bjærghøjderne tilsteder et længere Ophold paa et og samme Sted. Sneen, der her oppe falder meget tidlig, opfordrer allerede i August til at vende hjem, og atter vandrer Hyrde og Hjord, men nu betydeligt langsommere og mageligere, tilbage til Lavtundraen. Med Isens Forsvinden begynder ogsaa Fiskernes Virksomhed rod Floderne. Mange ostjakiske Fiskere arbejder i Russernes Tjeneste eller i det mindste i Fællesskab med dem; andre sælger kun en Del af det overskydende af deres Fangst til disse og fisker for egen Regning. Umiddelbart efter Isgangen opstiller de førstnævnte deres Tschumer ved Siden af Russernes Fiskerhytter eller flytter de sidstnævnte ned i deres ved Floden liggende Sommerboliger, yderst simple Træhytter. Der, hvor en Biflod munder ud i Strømmen, spærrer man den i hele dens Bredde og lader kun en lille Aabning tilbage; ved lavere Vand- stand opstiller man Ruser eller lægger Liner ud; for øvrigt fisker man kun med Træk- og Slæbevaad. En livlig Virksomhed hersker der paa alle Fiskepladser, naar Fangsten er god. Over Aabningen i Indhegningen sidder paa det vaklende Stillads halvvoksne Drenge og kigger ned i de grumsede Bølger, for at se efter, om Fiskene gaar i Nættet, som de holder lige for Aabningen. Tid efter anden løfter de det op tilligemed det fangne Bytte, som derpaa tømmes ud i de smaa Baadc. Man fisker i Fællesskab