Naturliv

32 TUNDRAEN OG DENS DYREVERDEN. saavel som med den Rensdyrslav, der dækker alle Højder. Flere Kvadratmile efter hverandre, bliver saa tæt overspundne med den, at kun det utrættelige Tørvemos endnu vover ved Siden af den at hævde sin Ret til Jordbunden, hvorimod paa andre mindre fugtige Steder Dværgbirk, Laurbærpil og Hedelyng danner den blandede Flora. Ved Siden heraf forekommer der ofte forskellige Bærbuske, i Særdeleshed Mosebølle, Tyttebær, Blaabær og Tranebær. Bliver Jordbunden, ved at sænke sig under de omgivende Flader, meget vaad, vinder Tørvemosset lidt efter lidt Ovørhaand, fortrænger omsider aldeles Dværgbirken og danner nu store, svulmende Enge, der som Følge af de visnede Rødders hurtige Forvandling til Tørv vokser saavel i Højde som i Udstrækning, indtil tilsidst Vandet hindrer dets videre Fremtrængen eller opløser og omdanner Mosset til bikubeagtige Høje. Er Terrænfordybningen kun ubetydelig, saa danner det deri sammenstrømmede Vand kun undtagelsesvis en Sø eller Dam, fur det meste ikke engang en Pøl, men gennemtrænge! derimod Jordbunden indtil en ubestemt Dybde, og saaledes opstaar der et Kær, hvis tynde om end sejge Dække, der bestaar af de sam- menflettede Rødder af Stargræsset, kun af det bredhovede Rensdyr kan betrædes uden Fare, ihvorvel det ogsaa under dettes Fødder gynger og svigter og synker dybt ned under Rensdyrslædens Kjelker. Sænker Jorden sig til en kort, ikke udmundende Dalgang, flyder der om end aldrig saa langsomt et Vandløb deri, saa gaar et saadant Kær ufravigeligt over til en Sump og længere nede til en Mose. I den første trives Staren, i den sidste Vidjepilen, en anden for Tundraen karakteristisk Plante. Skøndt den kun under de gunstigste Omstæn- digher naaer Mandshøjde, danner denne Plante dog Tykninger, som i Ordets bogstavelige Forstand kan være uigennemtrængelige. Dens Grene og Rødder er i endnu højere Grad end Dværgfyrrens i Hoj- fjældenc slyngede sammen til et kaotisk Virvar, der trodser den stær- keste Ann, som forsøger at bøje den blot en Fodsbred til Side, og det lægger saa mange Hindringer i Vejen for Vandrerens Fod, at selv det mest energiske Menneske snart afstaar fra Forsøget paa at trænge igennem og vender om, selv om Jordbunden ikke, som det i Reglen er Tilfældet, er et Morads, eller der under Krattet lurer en næsten uafbrudt Række af forsumpede, dyndede Huller, hvis Dybde man nødig vil prøve.