Naturliv
Forfatter: A.E. Brehm
År: 1892
Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz
Sider: 502
UDK: 5 (04)
Industri-Foreningen
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
TUNDRAEN OG DENS DYREVERDEN.
31
mumlende Bække, frem af Joklernes Porte bryder det i mælkehvide
Bække, ned i Vandbækkenerne strømmer det i uklare Strømme; ud
af Søerne vælder det i krystalklare Elve, og hvirvlende og skummende,
larmende og tordnende styrter det videre, dannende Fald paa Fald,
indtil det har naaet Lavtundraen, en større Flod eller Havet. Men
Solen overgyder ogsaa denne saa ejendommelige Fjældverden med sine
vidunderlige Farver, saa ofte den bryder gennem Skyerne, skiller
Bjærge og Dale, belyser hver Snemark, lader hver Jøkel og hver
Kløft, hver Bjærgtop, hver Aas, hver Bjærgvæg fremtræde tydeligt,
hver So straale som et klart blinkende Fjældøje, breder i Morgen- og
Aftentimerne ligesom et let, blaat Slør over Billedets Baggrund og
kaster ved Midnatstid sine dybeste Støaaler derover, indtil det hele
formelig bader sig i et Rosenskær. Nej, selv Tundraen savner ikke
en vis Skønhed.
Paa enkelte, ganske vist kun faa Steder griber ogsaa Plante-
verdenen oplivende og forskønnende ind. Fyr og Gran holder sig
som Regel længere mod Syd, men kan dog endnu træffes i de Dale,
der ligger mest i Læ. Ikke engang de hist og her endnu forekom-
mende Fyrretræer, der ser ud, som om en Kæmpehaand havde grebet
dem i Toppen og drejet dem rundt, kan trives i Tundraens højere
liggende Egne. Ogsaa Birketræerne, der dog trænger længere frem
mod Nord, forkrøbles i Vækst, saa at de ligner Dværgoldinge; kun
Lærketræet har paa sine Steder endnu beholdt Magten og vokser op
til virkelige Træer; men ejheller dette kan betragtes som en for
Tundraen karakteristisk Plante. Som en saadan fremtræder, mere end
nogen anden, Dværgbirken. Denne, der kun under meget gunstige
Terrænforhold kan opnaa en Højde af to til tre Fod, er i en aldeles
overvejende Del af Tundraen saa fremherskende, at de øvrige Buske
og Smaavækster kun forekommer sparsomt isprængte. Den bedækker
alle Steder, hvor den kan slaa Rod, fra Søen eller Flodbredden op
til Bjærgenes Toppe, med et mere eller mindre tykt Tæppe at en saa
regelmæssig Højde, at vide Strækninger ser ud, som om de var bievne
mejede med en Le; den træder kun tilbage dér, hver Jordbunden er
bleven i den Grad mættet med Vand, at den er bleven til Sumpe og
Moradser; den forkrøbles kun dér, hvor Højene bedækkes af fedt Ler,
der let hærdes i Solen, eller af Sand; men allevegne kæmper den om
Herredømmet med den overalt i lavere Egne udbredte Tørvemos