Naturliv

TUNDRAEN OG DENS DYREVERDEN. 31 mumlende Bække, frem af Joklernes Porte bryder det i mælkehvide Bække, ned i Vandbækkenerne strømmer det i uklare Strømme; ud af Søerne vælder det i krystalklare Elve, og hvirvlende og skummende, larmende og tordnende styrter det videre, dannende Fald paa Fald, indtil det har naaet Lavtundraen, en større Flod eller Havet. Men Solen overgyder ogsaa denne saa ejendommelige Fjældverden med sine vidunderlige Farver, saa ofte den bryder gennem Skyerne, skiller Bjærge og Dale, belyser hver Snemark, lader hver Jøkel og hver Kløft, hver Bjærgtop, hver Aas, hver Bjærgvæg fremtræde tydeligt, hver So straale som et klart blinkende Fjældøje, breder i Morgen- og Aftentimerne ligesom et let, blaat Slør over Billedets Baggrund og kaster ved Midnatstid sine dybeste Støaaler derover, indtil det hele formelig bader sig i et Rosenskær. Nej, selv Tundraen savner ikke en vis Skønhed. Paa enkelte, ganske vist kun faa Steder griber ogsaa Plante- verdenen oplivende og forskønnende ind. Fyr og Gran holder sig som Regel længere mod Syd, men kan dog endnu træffes i de Dale, der ligger mest i Læ. Ikke engang de hist og her endnu forekom- mende Fyrretræer, der ser ud, som om en Kæmpehaand havde grebet dem i Toppen og drejet dem rundt, kan trives i Tundraens højere liggende Egne. Ogsaa Birketræerne, der dog trænger længere frem mod Nord, forkrøbles i Vækst, saa at de ligner Dværgoldinge; kun Lærketræet har paa sine Steder endnu beholdt Magten og vokser op til virkelige Træer; men ejheller dette kan betragtes som en for Tundraen karakteristisk Plante. Som en saadan fremtræder, mere end nogen anden, Dværgbirken. Denne, der kun under meget gunstige Terrænforhold kan opnaa en Højde af to til tre Fod, er i en aldeles overvejende Del af Tundraen saa fremherskende, at de øvrige Buske og Smaavækster kun forekommer sparsomt isprængte. Den bedækker alle Steder, hvor den kan slaa Rod, fra Søen eller Flodbredden op til Bjærgenes Toppe, med et mere eller mindre tykt Tæppe at en saa regelmæssig Højde, at vide Strækninger ser ud, som om de var bievne mejede med en Le; den træder kun tilbage dér, hver Jordbunden er bleven i den Grad mættet med Vand, at den er bleven til Sumpe og Moradser; den forkrøbles kun dér, hvor Højene bedækkes af fedt Ler, der let hærdes i Solen, eller af Sand; men allevegne kæmper den om Herredømmet med den overalt i lavere Egne udbredte Tørvemos