Naturliv

30 TUNDRAEN OG DENS DYREVERDEN. bærer en langt bort lysende, straalende Flammekrone, naar et let Rosenskær lægger sig over det brungrønne Landskab, naar, med ét Ord, Sjælen belinder sig under den nordiske Midnatssols ubeskrivelige Irolddomsmagt, da forvandles denne Ørken til en vidunderlig rig og heilig Egn, og dybt i sit Hjærte føler man sig grebet af en Følelse, som ikke lader sig beskrive i Ord. Men ogsaa Tundraens Smykke, de utallige Søer, bringer Liv og Afveksling i Landskabet. Liggende enkeltvis eller i Grupper ved Siden af eller over hverandre, udbredende sig til milelange Vandløb og skrumpende sammen til smaa Damme, smykker de hver Hoveddal, ja næsten hver Sidedal, glitrer de i det alt oplivende Solskin, og set fra 'Poppen af en Høj frembyder de, hvor graa og farveløse de end er, ikke sjældent de dybe Bjærgsøers herlige, blaa Farvetone. Naar da Solen skinner paa Bølgerne, eller naar ved Midnatstid ogsaa de hades i et Rosenskær, træder de saa lyslevende frem af det dem om- givende Mørke, at Øjet maa dvæle ved dem med Velbehag. Langt mere storartede, om end ogsaa langt mørkere og mere ensformige Landskabsbilleder opruller Højtundraen for Vandrerens Blik. Ethvert virkeligt Bjærg er her præget af alle de Skønheder, som er karakteristiske for betydelige Højder. I Reglen hæver de sig næsten lodret, og de Bjærgkæder, som de danner, viser de kraftigste Linier; Snedækket paa disse Bjærge er overalt, hvor Forholdene til- lader det, frosset til Jøkler. Den virkelige Tundra opstaar kun dér, hvor Vandet ikke finder hurtigt Afløb; hele det øvrige Landskab er s<i<i \idt forskelligt tra det lavere liggende, at kun Planteverdenen, dei her saavel som paa Højderne er ens, siger én, at man befinder sig paa Tundraen. Den nede i Lavlandet med tykke Lag af de- struerede Plantelevninger dækkede Rullestensgrund træder her næsten overalt tor Dagen; endeløse Bunker af umaadelige Blokke fylder Dalene. Rullestenen danner endvidere Underlag for næsten aldeles jævne Flader, over hvilke Vandrerens Fod ogsaa af den Grund kun skrider med Tøven, at selv den skarpsindige Forsker her møder Gaader i Henseende til de Kræfter, som med næsten uforanderlig Ensformighed har fordelt Blokkene over saa udstrakte Flader. Men derimellem syder og glider, risler og flyder, strømmer og larmer, bruser og tordner Vandet overalt Dybet i Mode. Ned fra de frem- springende Klipper løber det i dryppende Strømme, samlede Aaer o»-