Naturliv

Forfatter: A.E. Brehm

År: 1892

Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz

Sider: 502

UDK: 5 (04)

Industri-Foreningen

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 516 Forrige Næste
TUNDRAEN OG DENS DYREVERDEN. 29 Begrænset af lange, flade Bølgelinier udbreder Lavtundraen sig for Øjet; som flade Fordybninger sænker Dalene sig, som lave Høje viser sig de Højder, der, sete paa Afstand, er forekomne én som Bjærge, ja ligefrem som Bjærgkæder, saa snart man er naaet frem til Foden af dem. Fladt, ensformigt, udtryksløst viser hele Land- skabet sig, set i det store, og dog kan man ikke frakende det en vis Afveksling indenfor dets enkelte Dele. Naar man i flere Dage efter hverandre vandrer hen over Tun- draen, møder Blikket ikke sjældent smaa kønne Naturscenerier, men kun undtagelsesvis fæster et saadant Billede sig i Erindringen, da ved en nærmere Prøvelse dette ene Billede i alle væsenlige Enkelt- heder, ved sine Omgivelser, sine Grundtræk og Farver, alt for meget ligner før sete, til at man skulde kunne fastholde det. Men uagtet en saadan Ensformighed er Tundraens Præg dog ikke altid det samme, og endnu mindre storartet, og netop derfor bliver man ikke varm om Hjærtet ved Synet af disse Egne, man kommer ikke i den Stemning, som andre Landskaber fremkalder hos os, man lærer heller ikke fuldt at vurdere de virkelige Skønheder, som man ikke kan frakende selv denne Ørken. Sit højeste Smykke faar Tundraen af Himlen, sin største Tillokkelse af Vandet. Aldeles ren og klar er Himlen sjældent, ihvorvel ogsaa her den i Maaneder uafbrudt lysende Sol kan straale varm og brænde paa de flade Huje og i de lave Dale. I Reglen skimtes den blaa Himmelhvælving kun paa enkelte Steder mellem lyse, tætte Skyer, men disse tætnes ofte til Skymasser, som lidt efter lidt optræder rundt omkring i alle Retninger af den umaadelige Syns- kreds, uafbrudt forandrer sig og flytter sig, skifter Farve og Form, opstaar og forsvinder, medens deres vekslende Belysning i den Grad fængsler Øjet, at man næsten glemmer det underliggende Landskab. Truer det efter varme Dage med Uvejr, mørknes Himlen hist og her til det dybeste blaagraat, sænker de vandmættede Skyer sig under de lette, og blinker Solen dog endnu frem mellem dem ren og straalende: saa faar det øde Landskab en ligefrem fortryllende Skønhed. Thi Lys og Skygge maler nu Højderygge og Dale, og det før saa trættende og ensformige i deres Farver faar nu Afveksling og Liv. Og naar Midnatssolen staar stor og rød paa Himlen, naar alle Skyer er kan- tede med en Purpurbræm, naar Bjærgryggene, der skjuler Solen,