Naturliv
Forfatter: A.E. Brehm
År: 1892
Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz
Sider: 502
UDK: 5 (04)
Industri-Foreningen
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
TUNDRAEN OG DENS DYREVERDEN.
29
Begrænset af lange, flade Bølgelinier udbreder Lavtundraen sig
for Øjet; som flade Fordybninger sænker Dalene sig, som lave Høje
viser sig de Højder, der, sete paa Afstand, er forekomne én som
Bjærge, ja ligefrem som Bjærgkæder, saa snart man er naaet frem
til Foden af dem. Fladt, ensformigt, udtryksløst viser hele Land-
skabet sig, set i det store, og dog kan man ikke frakende det en vis
Afveksling indenfor dets enkelte Dele.
Naar man i flere Dage efter hverandre vandrer hen over Tun-
draen, møder Blikket ikke sjældent smaa kønne Naturscenerier, men
kun undtagelsesvis fæster et saadant Billede sig i Erindringen, da
ved en nærmere Prøvelse dette ene Billede i alle væsenlige Enkelt-
heder, ved sine Omgivelser, sine Grundtræk og Farver, alt for meget
ligner før sete, til at man skulde kunne fastholde det. Men uagtet
en saadan Ensformighed er Tundraens Præg dog ikke altid det samme,
og endnu mindre storartet, og netop derfor bliver man ikke varm om
Hjærtet ved Synet af disse Egne, man kommer ikke i den Stemning,
som andre Landskaber fremkalder hos os, man lærer heller ikke fuldt
at vurdere de virkelige Skønheder, som man ikke kan frakende selv
denne Ørken.
Sit højeste Smykke faar Tundraen af Himlen, sin største
Tillokkelse af Vandet. Aldeles ren og klar er Himlen sjældent,
ihvorvel ogsaa her den i Maaneder uafbrudt lysende Sol kan straale
varm og brænde paa de flade Huje og i de lave Dale. I Reglen
skimtes den blaa Himmelhvælving kun paa enkelte Steder mellem
lyse, tætte Skyer, men disse tætnes ofte til Skymasser, som lidt efter
lidt optræder rundt omkring i alle Retninger af den umaadelige Syns-
kreds, uafbrudt forandrer sig og flytter sig, skifter Farve og Form,
opstaar og forsvinder, medens deres vekslende Belysning i den Grad
fængsler Øjet, at man næsten glemmer det underliggende Landskab.
Truer det efter varme Dage med Uvejr, mørknes Himlen hist og her
til det dybeste blaagraat, sænker de vandmættede Skyer sig under de
lette, og blinker Solen dog endnu frem mellem dem ren og straalende:
saa faar det øde Landskab en ligefrem fortryllende Skønhed. Thi
Lys og Skygge maler nu Højderygge og Dale, og det før saa trættende
og ensformige i deres Farver faar nu Afveksling og Liv. Og naar
Midnatssolen staar stor og rød paa Himlen, naar alle Skyer er kan-
tede med en Purpurbræm, naar Bjærgryggene, der skjuler Solen,