Naturliv
Forfatter: A.E. Brehm
År: 1892
Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz
Sider: 502
UDK: 5 (04)
Industri-Foreningen
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
DE HEDENSKE OSTJAKER.
397
saadan, befolker Himlen med Guder og Guddommens Raadgivere og
Tjenere; men Folket selv véd intet om nogen som helst himmelsk
Hofstat.
Efter deres Tro troner i Himlen Ohrt, hvis Navn betyder det
samme som »Verdens Ende«; han er en almægtig Aand, der kun er
magtesløs over for Døden, og velvillig stemt over for Mennesket. Han
er Giveren af alt godt, af Rensdyr, Fisk og Pelsdyr, han forhindrer
det onde og straffer Løgnen; streng er han kun i Tilfælde af, at et
ham givet Løfte ikke holdes. Til Ære for ham fejrer man Fester og
Højtider, til ham ofrer man og til ham beder man; paa ham tænker
den bedende, som stiller sig hen foran et helligt Billede. Dette Bil-
lede, som kaldes Longch, kan udskæres af Træ eller ogsaa være en
Bylt Tøj, en Sten, et Skind eller en anden Genstand; men nogen
Kraft ejer det ikke, lige saa lidt som det er noget Beskyttelsesmiddel
eller nogen Fetisch. Samles man foran en Longch, stiller man en
saadan uden for Tschumen, sætter man et Fad Fisk eller Rensdyrkød
for den, lægger man nogle Værdigenstande foran den eller stopper
dem i Øret paa den, saa ser man altid samtidig op til Himlen og har,
saavel naar man ofrer som naar man beder, Guddommen i Tankerne.
Ogsaa Aanderne bor i Himlen og paa Jorden, men Ohrt er mægtigere
end alle disse; kun Døden er mægtigere end han. Noget evigt Liv
efter Bøden findes ikke, lige saa lidt nogen Genopstandelse; men den
døde vedbliver at vandre omkring paa Jorden som en Skygge, og denne
Skygge har vedblivende Magt til at gøre ondt og godt.
Dør en Ostjak, begynder umiddelbart efter Døden den dødes
Skyggeliv, hvorfor man ufortøvet skrider til hans Begravelse. Allerede
før hans Død har. alle den syges Venner samlet sig; saa snart han
har draget sit sidste Suk, tænder man i Tschumen ved Liget en Ild,
som vedligeholdes, indtil man bryder op til Begravelsespladsen. En
Schaman kaldes for at spørge den døde, paa hvilken Begravelsesplads
han vil jordes. Dette gaar saaledes til, at man nævner et Sted, og
samtidig søger at løfte den dødes Hoved. Godkender den døde den
foreslaaede Plads, saa tillader han, at hans Hoved løftes, i modsat
Fald kan tre Mand ikke gøre det; derfor maa Spørgsmaalet gentages,
indtil den døde tilkendegiver sit Bifald. Er dette sket, sender man
sagkyndige Folk til Pladsen for at gøre Graven i Orden; til dette Ar-
bejde udkræves ofte flere Dage.