Naturliv

DE HEDENSKE OSTJAKER. 397 saadan, befolker Himlen med Guder og Guddommens Raadgivere og Tjenere; men Folket selv véd intet om nogen som helst himmelsk Hofstat. Efter deres Tro troner i Himlen Ohrt, hvis Navn betyder det samme som »Verdens Ende«; han er en almægtig Aand, der kun er magtesløs over for Døden, og velvillig stemt over for Mennesket. Han er Giveren af alt godt, af Rensdyr, Fisk og Pelsdyr, han forhindrer det onde og straffer Løgnen; streng er han kun i Tilfælde af, at et ham givet Løfte ikke holdes. Til Ære for ham fejrer man Fester og Højtider, til ham ofrer man og til ham beder man; paa ham tænker den bedende, som stiller sig hen foran et helligt Billede. Dette Bil- lede, som kaldes Longch, kan udskæres af Træ eller ogsaa være en Bylt Tøj, en Sten, et Skind eller en anden Genstand; men nogen Kraft ejer det ikke, lige saa lidt som det er noget Beskyttelsesmiddel eller nogen Fetisch. Samles man foran en Longch, stiller man en saadan uden for Tschumen, sætter man et Fad Fisk eller Rensdyrkød for den, lægger man nogle Værdigenstande foran den eller stopper dem i Øret paa den, saa ser man altid samtidig op til Himlen og har, saavel naar man ofrer som naar man beder, Guddommen i Tankerne. Ogsaa Aanderne bor i Himlen og paa Jorden, men Ohrt er mægtigere end alle disse; kun Døden er mægtigere end han. Noget evigt Liv efter Bøden findes ikke, lige saa lidt nogen Genopstandelse; men den døde vedbliver at vandre omkring paa Jorden som en Skygge, og denne Skygge har vedblivende Magt til at gøre ondt og godt. Dør en Ostjak, begynder umiddelbart efter Døden den dødes Skyggeliv, hvorfor man ufortøvet skrider til hans Begravelse. Allerede før hans Død har. alle den syges Venner samlet sig; saa snart han har draget sit sidste Suk, tænder man i Tschumen ved Liget en Ild, som vedligeholdes, indtil man bryder op til Begravelsespladsen. En Schaman kaldes for at spørge den døde, paa hvilken Begravelsesplads han vil jordes. Dette gaar saaledes til, at man nævner et Sted, og samtidig søger at løfte den dødes Hoved. Godkender den døde den foreslaaede Plads, saa tillader han, at hans Hoved løftes, i modsat Fald kan tre Mand ikke gøre det; derfor maa Spørgsmaalet gentages, indtil den døde tilkendegiver sit Bifald. Er dette sket, sender man sagkyndige Folk til Pladsen for at gøre Graven i Orden; til dette Ar- bejde udkræves ofte flere Dage.