Naturliv

NOMADISERENDE HYRDER OG HJORDE PAA STEPPEN. 407 skellige Sider, endog fra ti til tolv Tusinde, der i saa Tilfælde græsser i forskellige Hjorde og paa forskellige Steder og ganske naturligt trives langt bedre end de fattiges. Hver enkelt Hjord bestaar af mindst 15 og højst 50 Dyr, i sidste Tilfælde af en Hingst, der staar i sin fuldeste Manddomskraft, 9 Moderhopper og lige saa mange Ungføl, 8 toaarige, 6—8 treaarige, 5—6 fireaarige Føl foruden nogle ældre Dyr eller Valakker. Hingsten er Hjordens uindskrænkede Hersker, Anfører, Leder og Beskytter, lader ingen Ulv frarive sig noget Føl, men træder den fejge Røver modigt og med Held i Møde og slaar den, i Fald den holder Stand, til Jorden med Forbenenes Hove; men den taaler ingen Rival og driver uden Barmhjærtighed alle de Hingste, der er voksede op til Mandbarhed, bort fra sin Hjord; lige saa for- jager den, saa snart den har overtaget Førerskabet, sin egen Moder og senere sine egne Døtre. Dette Dyrs stolte Egensind nøder, i Særde- leshed i Parringstiden, Hyrden til den største Paapasselighed, deisoni han ikke skal miste de fordrevne Hopper, der opsøger andre Sultaner, eller de udviste Hingste, der stræber efter Selvstændighed. Først i det femte Leveaar modtager Unghoppen Hingstens Hyldest, og næste Aar, i Reglen i Marts, føder den sit første Føl til Verden. Ikke en- - gang nu udskiller man den fra Hjorden, men fører den først i Maj tilligemed dens Føl hen i Nærheden af Jurten, for fra den Tid af at malke den i fire Maaneder og erholde den berømte Kumys eller Mælke- vin. Om Efteraaret lader man Moder og Barn vende tilbage til Hjor- den; begge modtages her uden Betænkning og nyder i fulde Drag den genvundne Frihed. Vor Nomadehyrdes nyttigste og derfor ogsaa vigtigste Husdyr, Faaret, er et meget stort, veldannet Dyr, der imidlertid fuldstændig vanskabes af Fedtknuder paa den nederste Del af Ryggen. Dets under- sætsige Krop hviler paa høje, men kraftige Ben; Hovedet er lille, Snuden smal, Ørerne hængende eller opstaaende, Hornbygningen kun lidet udviklet, Pelsen grov, men tæt, Yveret meget stort og Fedt- knuderne ofte udviklede i en saa uhyre Grad, at Dyret ikke længere formaar at bære dem, men med svigtende Ben maa slæbe dem efter sig hen ad Jorden, saafremt ikke Hyrden kommer Staklen til Hjælp,, ved under dens Hale at anbringe en lille tohjulet Vogn, hvorpaa Fedt- puklen kan hvile. Ved Krydsning af kirgisiske Vædere og Faar uden Fedtknuder, faar Afkommet i andet eller tredje Led dette ejendomme-