Naturliv

410 NOMADISERENDE HYRDER OG HJORDE PAA STEPPEN. bygget som de Eksemplarer, man ser i Europas zoologiske Haver og Menagerier, men dens Haarbeklædning er lige saa tæt som disses. Dog taaler den langt mindre godt Vinterkulden end noget andet kir- gisisk Husdyr, kræver, naar den skal bøje Knæ eller hvile, et Filttæppe til at ligge paa, men forkøler sig ikke desto mindre meget let og bukker derfor ofte under. Medens den fælder, maa den indsvøbes i Tæpper, om Sommeren beskyttes mod Myg- og Bremsestik, dersom den ikke skal bukke under for disse; kort sagt: den er Genstand for stadig Omsorg og Bekymring og egner sig derfor ikke for den fattige, hvem ethvert Tab rammer dobbelt haardt. Med Dromedaren deler den Nøjsomhed og Fordringsløshed, hvad Føden angaar, og ligner den ogsaa i sit blinde Raseri i Brunsttiden, der endog kan blive farlig for den elskede Husbond. Men fra denne adskiller den sig den øvrige Tid af Aaret betydeligt til sin Fordel ved sin Villighed og Fromhed. Jeg, der i Aarevis har omgaaedes meget med Dromedarer, blev højlig forundret over disse fortræffelige Egenskaber; jeg troede endog at have taget aldeles fejl af Slægten. Uden Modstræben lader den topuklede Kamel sig fange, ganske vist ikke aldeles uden Knurren, men dog uden Dromedarens afskyelige, nerverystende Brøl bøjer den Knæ, naar den skal belæsses. Uden at klage transporterer den endog i Trav lettere Byrder og tilbagelægger 30—40 Kilometer om Dagen; naar Byrden er gaaet løs og ryster, bliver den af sig selv staaende i Løbet. Under en Rytter kan den tilbagelægge 50—60 Kilometer paa en Dag; med 400 Kilog. Byrde paa sin Ryg, som tvinger den til en langsom Skridt- gang, i det mindste Halvdelen af denne Vejlængde. Den græsser næsten altid i Nærheden af Jurten i Selskab med andre til Aulen hørende Artsfrænder og betragtes af Kirgiseren som et paa en vis Maade helligt Dyr. Hunden, egenlig Kirgisernes mindst skattede Husdyr, er i Reglen et stort, dog ikke altid smukt Dyr, hvor bestemt og til sin Fordel den end adskiller sig fra de hæslige Køtere, man ellers ser i Siberien og Turkestan. Hovedet er ganske vist langstrakt, men klodset, Lemmerne minder mere om en Vindspillers end om en Faarehunds, Haaret er langt og uldent, Halen svær, Farven meget forskellig. Yderst vagtsom og modig, over for Ulven en Modstander, der indgyder Agtelse, for de svagere Husdyr en aarvaagen Beskytter, over for den fremmede en mistroisk Vogter, af sin Herre og