Naturliv

NOMADISERE^DE HYRDER OG HJORDE PAA STEPPEN. 419 nyt, friskt Grønt, da bliver man først hele Dage, senere hele Uger paa ét og samme Sted, indtil det begynder at blive knapt med Græsset, og saa drager man videre. Vækker det mere og mere fremskridende Foraar endog de endnu i deres Pupper slumrende Insekter til fuldt Liv, og fyldes Luften af utallige Sværme af Myg, Fluer, Bremser og andre Plageaander, saa styrer man, saasnart det er muligt, Kursen til Bjærgene og stiger lidt efter lidt op i disse til de højst oppe under Snegrænsen liggende Græsmarker. For den Hyrde, dei ikke har nogen Hund til Hjælp, var det allerede paa Sletten ikke altid let at holde Hjorden sammen, men i Fjældegnene bliver det ham ofte uendelig vanskeligt at tilbagelægge sin »Faarevej«, og tidt er det ham aldeles ikke muligt at klare sig uden Hjælp fra andre Ryttere, der sidder paa Heste. Saalænge der er Tale om faste Veje, kan det nok gaa an, enten saa Vejen slynger sig over blomstrende Enge eller den fører hen over Bjærgskraaninger. Gederne, som gaar foran Faarene, be- tragter vel med eftertænksomt Blik et Terræn, som synes de sidste mere end betænkeligt, men skrider derpaa, vælgende en passende Vej, bestemt og sikkert i Spidsen, og Faarene følger tillidsfuldt efter. Anderledes er det, naar i Stedet for en mumlende Bæk, en bred og skummende Aa spærrer Vejen og maa overskrides; ved Synet al det for Faarene absolut fjendtlige Element studser endog de kække Geder, der forstaar at klare sig i alle Forhold; men Faarene rykker ængsteligt tilbage, klatrer muligt endog op paa de nærliggende Klipper, som om de tænkte paa at forsøge at komme bort. Forgæves rider Hyrden over det brusende Vand, forgæves driver han, efter at være kommen tilbage, den modstræbende Hjord ned til Bredden. Under høj Brægen giver Faarene deres Angst til Kende, bekymret bræger ogsaa Gederne, indtil Hyrden omsider taber Taalmodigheden. Et Øjeblik svæver den skæbnesvangre Snare over Halsen paa et Faar, i næste Øjeblik tøler dette sig grebet om Halsen, slæbt op til Sadelen, og et kvart Minut efter er det slynget ud i Vandet. Nu maa det arbejde med Opbydelse af alle sine Kræfter. Svømmende i Ryk, mere hoppende end skydende sig frem, arbejder det sig fra det ene Klippestykke, der rager op af Vandet, til det andet, gribes, endnu inden det har faaet fast Grund under Fødderne, af Hvirvelen og rives modstandsløs med, sparker, spræller og hopper, maa paany følge med Strømmen, og naaer endelig, mere udmattet ved den udstaaede Angst end ved An- 27*