Naturliv

42u NOMADISERENPE HYRDER OG HJORDE PAA STEPPEN. strængelsen, Bredden paa den anden Side. Rystende over alle Lemmer synes det at overbevise sig selv om, at det virkelig har faaet fast Jord under Fødderne, ryster sin gennemblødte Pels, ser sig endnu en Gang sløvt tilbage og begynder nu straks at græsse for at holde sig saa skadesløs som muligt for de lidte Ubehageligheder. Imidlertid svømmer ogsaa de øvrige, det ene efter det andet, enten frivilligt eller tvungne dertil, over Bjærgbækken, indtil hele Selskabet atter er bleven samlet paa den anden Side, og Farten kan fortsættes. Paa denne Maade arbejder Nomadehyrden sig op i Fjældene: Begynder det at blive koldt i Højdalene, minder maaske allerede et Snefald om den tilstundende Vinter, saa vandrer Hyrde og Hjord nedad, nu saa meget som muligt opsøgende de skyggefulde Kløfter, indtil endelig Lavsletten atter er naaet, og Kredsløbet fuldendt i Nærheden af Vinterlejren. Saaledes hengaar Aar efter Aar Nomadehyrdens Liv. Alle kirgisiske Husdyr vænner sig ualmindelig hurtigt til de forskellige Egne, i hvilke de græsser, hvorledes Terrænet end er; alle genkender allerede efter et Par Vandringer paa et nyt Omraade fuld- kommen det Sted, hvor de skal græsse, og kan selv uden Hyrdens Hjælp finde sig til Rette og kommer af egen fri Vilje hen til Jurterne for at lade sig malke. Dog har man altid et Lokkemiddel deri, at man fra og med Maj skiller alle Ungerne fra Mødrene, der malkes, lader dem græsse i Nærheden af Aulen og saaledes vækker Længslen i Moderhjertet. Malkningen kan saaledes altid foretages paa samme Tid, og Madmoderen i Jurten inddele sin Tid og sit Arbejde. Alene med Undtagelse af Hopperne, der altid malkes af Mænd, varetages Dyrenes Malkning altid af Kvinderne. Tidlig om Morgenen har man under stræng Opsigt ladet Kalve, Lam og Kid die en Stund, derpaa skilt dem fra deres Mødre og drevet gamle og unge ud paa Græs. Ved Middagstid driver man Mødrene, men ikke Ungerne, tilbage til Jurten, om Aftenen endnu en Gang de første for at malke dem. Ved Hjælp af Hundene, hvis Tjeneste nu først benyttes, holder man hele Hjorden sammen i en saa snæver Kreds som muligt og begynder nu Arbejdet. Hustruerne eller Tjenestekvinderne i en Jurte eller Nabokvinderne fra en Aul indfinder sig med Malkekar i Hæn- derne, fanger med ufejlbarlig Sikkerhed et Faar, et tredje, et fjerde o. s. v., slæber dem hen til Indhegningen, lægger en Snare om Halsen paa dem og tvinger Dyrene til at staa i dobbelte Bækker med Hovedet