Naturliv
Forfatter: A.E. Brehm
År: 1892
Forlag: Trykt Hos J. H. Schultz
Sider: 502
UDK: 5 (04)
Industri-Foreningen
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
NOMADISERENDE HYRDER OG HJORDE PAA STEPPEN.
421
indad og Yveret udad. Saaledes samler man 30—40 Dyr paa nogle
Minuter, Faar og Geder ved Siden af hverandre, og danner saaledes
en saakaldt »Køgøn«. Saasnart Dyrene mærker Snaren, staar de, gjort
kloge ved Erfaring, øjeblikkeligt stille og underkaster sig hvad som
helst. Kvinderne sætter sig ned lige overfor hverandre og begynder
i den ene Ende, dersom Faarenes Antal er stort, muligvis i begge
Ender af den dobbelte Række, tager fat om de korte Patter med
Tommel- og Pegefingeren og udtømmer Mælken med nogle raske Tag.
Flyder Kilden ikke tilstrækkelig rigeligt, saa ryster de Yveret med
nogle lette Slag af den venstre Haand, ganske saaledes som de diende
Unger plejer at gøre, og først, naar ikke engang dette Middel viser'
sig at gøre Fyldest, gaar de over til det næste Dyr. Mændene i
Jurten, der maaske har været behjælpelig med at samle og binde
Smaadyrene, sidder under Malkningen ved Siden af i alle Haande
for os umulige, ja næsten utænkelige Stillinger og lader deres
»røde Tunge« frit Løb; en og anden lille Dreng gør muligvis paa
et af Faarene sit første Forsøg i Ridning, dersom han ikke fore-
trækker dertil at benytte sin Moders Skuldre. Denne sidste lader sig
imidlertid lige saa lidt forstyrre af sin Yndlings Heltebedrifter som af
andre Intermezzoer. Om hun sidder paa den bare Jord eller midt i
den friske Faaregødning, om denne under Malkningen falder ned i
det af Poppeltræ udhulede Kar, det bryder hun sig kun lidt om; thi
Karret er lige saa smudsigt som den malkende Haand, og Faare-
gødning er ganske vist et urent Stof i vore forvænte Øjne, men ikke
i den korantroende Kirgisers. Endelig er det sidste Dyr malket, og
de i Mangel af bedre Beskæftigelse drøvtyggende Dyr, der har været
saa længe bundne, kan atter slippes løs: et raskt Greb i den lange
Line, alle Baand løses, og alle Faarene og Gederne er fri.
En almindelig, næsten enstemmig Brølen og Brægen er det
første Udtryk for den glade Følelse af den genvundne Frihed; en kort,
hurtig, gentagen Rysten af Kroppen afkaster den sidste Erindring om
den uværdige Trældom; derpaa løber alle afsted saa hurtigt som
muligt ud paa Sletten, saa langt fra Jurten som Hyrde og Hjord
tillader, og i Bjærgegnene, saa hurtigt de kan, op i Bjærgene, som
om de kun her rigtig kunde indaande Frihedens rene Luft. I Virke-
ligheden søger de kun saa hurtig som muligt at blive forenede med
deres Unger. Den hele lange Dag har de iiicicittot være adskilte tru