Naturliv

422 NOMADISERENDE HYRDER OG HJORDE PAA STEPPEN. dem; nu maa de efter tidligere gjorte Erfaringer atter træffe dem. Under idelig Brægen springer Faarene omkring; længselsfuldt skrigende og spejdende ser cle ellers saa forstandige Geder sig omkring, som om de vilde udforske, om den ventende Skare . allerede var paa Vejen eller i det mindste kunde ses i Afstand. Mere og mere tiltager den almindelige Brægen og Larm; thi enhver ny frigjort Række opægger alle de i Nærheden af Aulen samlede Faar og Geder; men ogsaa den med hvert Minut voksende Utaalmodighed hos Mødrene giver Anled- ning til klagende, næsten stønnende Brægelyde. Jo mere Tiden gaar, desto uroligere ter sig de af deres Moderfølelser beherskede Dyr. Uden Rist eller Ro iler de snart- hid, snart did, snuser til ethvert Straa paa Vején, men afbider næppe et eneste, løfter forventnings- fulde og glade Hovedet, sænker det atter skuffede ned imod Jorden og begynder paany at klage og bræge. Uroen stiger nu og da næsten til Vanvid, den almindelige Brægen til en formelig Tuden. Da høres der langt borte i det fjærne nogle svage, dirrende Toner. Disse undgaar ikke Mødrenes opmærksomme Ører. En fra alle Struber samtidig lydende Brægen er Svaret; hele deres Moder- længsel, der ved den lange Venten er stegen til det yderste, samles i et eneste Skrig. Og langt borte fra, ned fra Bjærgene og ned mod Jurterne kommer Lammene og Gederne stormende; først de største og kraf- tigste, derpaa de svagere og spædere, men alle i ilende Hast, i store Spring, indhyllede af den ophvirvlende Støvsky og dannende en Række, som bliver længere og længere, jo nærmere de kommer Maalet. Nu opstaar der en uhørt Forvirring; gamle og unge løber som vilde om melllem hverandre, i Forbifarten snusende til hverandre, for at for- visse sig om, hvorvidt de, der hører sammen, har fundet hverandre, og saavel de første som de sidste løber videre, dersom dette ikke er Tilfældet, Lam og Kid i Reglen først efter at et Stød eller Spark af Moderdyret har bragt dem paa det rene med deres Vildfarelse. Lidt efter lidt klarer den tætte Vrimmel sig, thi lidt efter lidt og i lang kortere Tid, end man skulde tro, har enhver Moder fundet sit Barn og ethvert Barn sin Moder, og Ungerne ligger snart diende under Bugen paa deres Mødre, begærligt nydende den dem beskaarne Mælk. Om end den almindelige Brægen endnu ikke er fuldstændig forstummet, saa er den dog nu kun et Udtryk for den mest fuldkomne Til- fredshed.