Naturliv

TUNDRAEN OG DENS DYREVERDEN. 35 Na ar man gennemstrejfer Tundraen, tinder man, at hele dette Omraade i uafbrudt Vekslen paa en stadig ensformig Maade frem- byde! og gentager de nu antydede, karakteristiske Træk. Kun hvor en stor, vandrig Flod gennemstrømmer Lavtundraen, kan Forholdet forandres. En saadan Flod afsætter stundom de Sandmasser, den har slæbt med sig; den næsten uophørlige og i Reglen stærke Blæst op- taarner disse ved Flodbredden til Banker, og der skabes en for Tundraen fremmed Jordbund. Paa disse Banker vokser, selv i Siberiens Tun- draer, Lærketræet op til et stadseligt Træ, og det kan dér, i Forening med forskellige Pilearter, virkelig pryde Landskabet. Det kan endog hænde, at det i Nærheden af smaa Søer vokser i Grupper og danner naturlige Parker, der selv i rigere og livligere Egne ikke vilde blive upaaagtede, men her er af en saa overordenlig Virkning, at de efter- lader et varigt Indtryk. I Ly af Lærketræerne og overalt, hvor disse har slaaet Rod i Sandbankerne, søger ogsaa andre højstammede Planter et Hjem, l. Eks. spidsbladet Pil, Rønnebær, Hegebær, og Gedeblad ug af Sandet frem- spirer der mange Blomster, som man skulde tro kun kunde vokse langt mod Syd. Her træffer den overraskede Sydbo Dueurten med dens røde Blomsterpragt, her hager den vilde Rose sig med sine spæde Grene fast ved den moderlige Jord og smykker den med sine Blomster.; her vinker som en venlig Erindring om Hjemmet den blaa Forglemmigej; her linder Nyserod og Græsløg, Baldrian ug Timian, Nellike og- Klokkeblomst, Fuglevikke, Ranunkel og Immortel, Eng- karse, Jakobsstige, Potentil, Kattehale ug adskillige andre et Hjem i Ørkenen. Paa saadanne Steder trives der langt tiere Planter, end man skulde tro; men ganske vist bliver man ogsaa temmelig nøjsom i sine Fordringer, naar man i Dage og Uger har set den samme Fattig- dom om sig, stadig kun Dværgbirk og Vidjepile, Hedelyng og Stargræs, Rensdyrslav og Tørvemos, kun har kunnet vederkvæge sig ved forkrøblede Tyttebær og Blaabær, der snart er skjulte i Mosset, snart kryber hen ad Jorden, og har maattet nøjes med Multebær som Knaphulspynt; naar man den ene Dag efter den anden har vandret hen over disse, stedse haabet paa Afveksling og stedse er bleven skuffet. Enhver fra Syden bekendt Plante erindrer én da om lykkeligere Egne; man hilser den som en kær Ven, hvis Værdi man først indser, naar man har lært at frygte for at miste den. 3: