Naturliv

NOMADISERENDE HYRDER OG HJORDE PAA STEPPEN. 425 fører de i Forvejen bundne Kalve til Køerne, lader dem die en Stund, rykker dem derpaa bort fra Yveret, udmalker dette og giver først der- efter Kalvene deres fulde Frihed. Imedens har Hyrderne og Hundene paany drevet Smaadyrene sammen, og gamle og unge, Mænd og Kvinder, Drenge og Piger samles nu for at fange Lammene og binde dem for Natten i Slynger, der sidder fast paa en lang Line, foran Jurterne, saa at de gamle ikke kan komme til at byde dem Yveret. Uden Brægen og Larm kan dette Arbejde ikke gaa for sig, og i Koncerten blander sig Skrigene fra Barnet, der paa ny længes efter Moderbrystet, Koernes Brølen, Hundenes Gøen. Kun de Lam og Kid, der allerede er bundne, finder sig taalmodigt i deres Skæbne. En og anden Buk prøver vel endnu i legende Tvekamp sine nydannede Horn, men bliver snart træt og lægger sig ganske fredeligt ved Siden af sin nys bekæmpede Modstander; endnu inden Rækken er fuldtallig, ligger Størstedelen af Ungerne paa deres sammenbøjede Ben og overlader sig til Hvilen. Et eller andet Moderfaar, en eller anden Ged aflægger et Besøg i Rækken og snuser til Ungerne, indtil den rette er funden, men vender atter tilbage til Hjorden, saasnart den har overtydet sig om, at det er ganske umuligt for den at komme til at ligge ved Siden af sit Barn. Solen er allerede for en god Stund siden forsvundet fra Hori- sonten, og Skumringen er allerede omtrent vegen for Mørket. Det bliver mere og mere stille udenfor, mere og mere stille inde i Jurterne. Mennesker og Dyr har søgt og fundet Hvilen; kun Hundene begynder nu, under Ledelse af en vagthavende, deres Runder og Strejftog, men selv de gøer kun, naar de har virkelig Anledning dertil, naar det gælder om at skræmme en omkringsnigende Ulv eller anden Tyv. En ganske vist kølig, men duftende Sommernat, rig paa Dug, sænker sig ned over Steppen, og en vederkvægende Søvn faar nu i Livets rigeste og skønneste Tid Hyrde og Hjord til at glemme endog den sidste Erindring om Vinterens Møje og Bekymring.