Naturliv

428 FOLKE- OG FAMILIELIV HOS K1RGISERNE. han berører Hestens Hals; han holder sig lige, naar Hesten, hvilket er det almindeligste, gaar i Skridt eller Galop. Tømmen omfatter han med hele Haanden; Pisken holder han med Tommelfingeren, Pege- eller Langfingeren. Ikke sjældent falder han af, thi Vejen bryder han sig ikke om, men overlader til Hesten at søge sig en saadan; men ser han sig for, saa rider han uden nogen som helst Betænkning frem ad hvilken som helst Vej, hvor en enhovet kan komme frem, ligesom han ikke betænker sig paa at bestige den allervildeste og ubændigste Hest. Daarlige Veje kender han ikke til; Veje betyder for ham i Al- mindelighed ikke andet end Tilbagelæggeren af en vis Vejstrækning; hvad der ligger imellem Begyndelsen og Slutningen af denne Vej- strækning er ham aldeles ligegyldigt. Saa længe han sidder i Sadelen, tiltror han sin Hest det utrolige, springer i Galop Bakke op og Bakke ned, over fast Jord og Moser, i Morads eller Vand, klatrer, uden at kende til Svimmelhed og Frygt, op ad Bjærgvægge, som enhver som helst anden Rytter vilde anse som aldeles utilgængelige, og ser fra Sadelen dristigt ned i Afgrundene ved Siden af den Gangsti, han kalder Vej, og paa hvilken en gammel, øvet Bjærgbestiger vilde blive greben af Gysen. Saa snart han er staaet af Hesten, iagttager han alle ved en lang Erfaring prøvede Regler i Henseende til Maaden at passe en anstrengt Hest og behandler nu denne lige saa omhyggeligt og ømt, som han under Ridtet har været hensynsløs. Ved festlige Lejligheder udfører han i Sadelen til aldrig manglende Tilskueres For- nøjelse allehaande Kunststykker; stiller sig op paa Hesten og sprænger afsted, holder sig staaende med begge Hænder fast i Sadelen eller Stigbøjlerne og forsøger at tage en Genstand op fra Jorden, men synes dog ikke at udøve sine tyrkiske Stammefrænders Vaabenlege. Dog betragter han Væddeløb som den bedste af alle Fornøjelser og forherliger enhver festlig Lejlighed med et saadant. Til Kapløb (Baika) anvendes kun de ædleste Heste og blandt disse kun Pasgængere. De Strækninger, som her skal tilbagelægges, er meget betydelige, aldrig under 20, ikke sjældent indtil 40 Kilometer: man rider til et bestemt Punkt paa Steppen, f. Eks. en Høj eller en Gravhøj, og vender tilbage samme Vej, man er kommen. Drenge paa 7—8, højst 10 Aar sidder i Sadelen og styrer deres Heste med over- ordenlig Dygtighed. De tilbagevendende Heste rider man langsomt i Møde; den Pasgænger, der har størst Udsigt til at vinde, yder man