Naturliv

FOLKE- OG FAMILIELIV HOS KIRGISERNE. 429 en Slags Hjælp, der kaldes »Guturma«, paa den Maade, at man skynder sig lien paa Siden af den, løfter den ridende Dreng af og søger at tage fat i Tømme, Stigbøjler, Manke, Hale og snarere slæber end leder den mellem de friske Heste frem til Maalet. De udsatte Præmier be- staar af meget forskellige Genstande, men beregnes altid i Hesteværdi. To til tre Tusinde Sølvrubler er ikke noget sjældent som første Præ- mie ; rige Familier kan udsætte indtil Hundrede Heste. Unge Piger forekommer ogsaa som Sejrens Pris, paa den Maade, at den vindende kan gifte sig med dem uden at behøve at erlægge de sædvanlige Brudepenge. Medens Væddeløbshestene er undervejs, prøver i Reglen Menne- skene deres Legemskræfter. To Mænd aftager deres Overtøj, blotter Skuldre og Overkrop og giver sig til at brydes. Angrebene sker paa meget forskellig Vis. Begge Kæmperne tager fat i hinanden, bøjer sig ned og svinger og drejer sig om, medens de stadig giver Agt paa hinanden og søger at møde ethvert virkeligt eller Skinangreb, indtil pludselig den ene opbyder alle sine Kræfter og kaster den anden til Jorden, inden denne faar set sig for. Andre gaar straks over til An- greb, men moder en saa kraftig Modstand, at de to Mænd maa kæmpe en lang Tid, inden det lykkes den ene at overmande sin Modstander. Tilskuerne staar omkring og opmuntrer de kæmpende, roser og dadler, opmuntrer og haaner, medens de samtidig vædder indbyrdes, og med større og større Ophidselse, eftersom Vægtskaalen hælder til den ene eller den anden Side. Endelig ligger den ene paa Jorden, udlet af hele Selskabet, ærgerlig og ydmyget, sandsynligvis ogsaa forbitret i sit inderste Hjerte; et almindeligt Skrig fra alle Struber opfylder Luften; Tøj stykker rives itu og uddeles som Likvidation for de tabte Vædde- maal; Bebrejdelser afveksler med Lovprisninger, og Kamplegen er forbi, saafremt ikke den besejrede ganske pludselig søger at give sin Harme Luft og endnu en Gang overfalder sin Modstander. Uden Larm, Skrig og Trætte ender en Brydekamp aldrig, men til egenlige Haandgribeligheder kommer det dog ikke. Til Kirgisernes ridderlige Øvelser maa ogsaa regnes Jagten. Den kirgisiske Jæger forfølger Ulven med en saadan Iver og en saa- dan Udholdenhed, at han kun tager ringe Hensyn til, om den under det skarpe Ridt dobbelt følelige Kulde volder ham alvorlig Skade, det vil sige, om der gaar Kulde i Ansigt og Hænder; og dersom hans