Naturliv

FOLKE- OG FAMILIELIV HOS KIRGISERNE. 439 Suppen tre ad Gangen og putter dem saa i Munden paa den ene efter den anden af de tilstedeværende. Det vilde være en grov Fornær- melse mod Giveren, dersom Modtageren ikke straks slugte, hvad han har faaet, selv om han ogsaa, i Fald Stykkerne er for store, skulde risikere at være nær ved at kvæles og nødes til at bede om Hjælp hos sine Naboer, der da, for at faa Maden til at gaa ned, kraftigt dunker den ulykkelige i Ryggen. Dog maa Gæsten ikke nogen Sinde give mere end tre Stykker paa én Gang, thi overskrider han dette Antal, putter hari samtidig fem Stykker Kød i Munden paa nogen, og kvæler den gavmilde Gave den stakkels Mand, som er tvungen til straks at sluge Stykkerne, saa maa han med hundrede Heste forsone den kvaltes Familie, hvorimod han gaar aldeles fri, saafremt nogen af de tilstedeværende bukker under for tre Stykker. Naar Kødet er nydt, rækker Gæsten Skaalen med Suppe omkring, og hver Bord- kammerat drikker som han har Lyst. Efter Maaltidets Slutning, og naar alle har vadsket Hænderne, trakterer den formuende Vært, saa- fremt Hoppen endnu giver Mælk, stedse med Kumys og altid med en øjensynlig Ærefrygt for denne Kirgisernes mest yndede Drik. Den, der hidtil ikke har deltaget i Maaltidet, indfinder sig nu for at være med til at nyde denne Nektar. Han drikker, indtil han er bleven beruset; thi i Henseende til at nyde sin overordenligt højt skattede Mælkevin kan Kirgiseren præstere lige saa meget, som naar det gælder om at spise, og er i den Henseende intet mindre end fordringsløs eller maadeholden. Endnu omstændeligere end ved ligefremme Besøg er de Skikke, der forekommer ved alle vigtige Familiebegivenheder, i Særdeleshed ved Bryllupper og Begravelser. Ved de første er der med Glæden parret allehaande Løjer, ved de sidste kommer, foruden Sorgen, ogsaa Ærefrygten for den døde til sin fulde Ret. Frierier og Bryllupper, Be- gravelser og de dødes Mindefester giver Anledning til en lang Række af Festligheder. Som hos alle Mohammedanere er det Faderen, der frier for sin Søn, og som hos alle Islams Bekendere erlægger han til sin vordende Svigerdatters Fader forskellige, ofte betydelige Beløb. En Frier, der giver sig til Kende derved, at han bærer det ene Bukseben puttet ind i Støvleskaftet og det andet uden paa dette, indfinder sig i den Jurfce, hvor der findes en giftefærdig ung Pige, og fremfører sit Ærinde fra