Naturliv

4 42 FOLKE- OG FAMILIELIV HOS KIRGISERNE. Man slaar et Kar Vand over Hovedet paa den beklagelsesværdige Stymper, der derefter, vaad og skamfuld, føres tilbage ind i Jurten, hvor han underkastes. en yderligere Prøve. Hvis han heller ikke be- staar denne, er han hjemfalden til den Straf at blive iført Kvinde- klæder og blive stillet ved Skampælen. Ve ham, dersom han viser sig vred, han vil da faa en meget slem Dag. I Dag fører Spøgen ubetinget Herredømmet og taaler ingen Surmulen. Den, der bedst forstaar at møde Tyrannen, er Dagens Helt, den, der ikke viser sig ham voksen, bliver hele Selskabets Syndebuk. Medens disse Lege staar paa, sidder Bruden i det allerinderste af Jurten, skjult bag et Forhæng, uden at vise sig. Denne hendes Ensomhed benytter de unge Mænd i Aulen sig af, til, medens Brud- gommens Venner er optagne af Sangerkampen, at stjæle hende bort, det vil sige gennem et mellem Jurtens Tæpper dannet Hul at trække hende ud i det fri, sætte hende paa en Hest, bringe hende, der ingen- lunde sætter sig til Modværge, til en Slægtnings Jurte og her over- give hende til de ældre Kvinder, der allerede venter hende. Er Kvinderovet lykkedes, saa opfordrer Røverne de unge Mænd til at opsøge Bruden og fri hende ud af Kvindernes Hænder. Skyndsomt bryder hele Selskabet op og anmoder den bortrøvedes Bevogterinder om at give hende tilbage til dem. Hvor godt og smukt de end for- staar at belægge deres Ord, saa bliver deres Bøn dog afslaaet. I Jurten, der er berøvet en Del af sine Filttæpper, sidder nu Bruden for alles Øjne; ethvert voldsomt Skridt er imidlertid umuligt, og de unge Mænd maa derfor gaa frem med det gode. Kvinderne fordrer ni forskellige Retter Mad, der allesammen skal være tillavede af de unge Mænd, men lader sig dog overtale til i Stedet at nøjes med ni forskellige Gaver og udleverer nu omsider Bruden paa den Betingelse, at hun bliver ført tilbage til sin Faders Jurte. Imens sidder Brudgommen ventende i sit Telt. Ganske alene har han dog ikke været, thi nogle unge Kvinder har allerede ved hans Kammeraters Optræden begivet sig ud for at søge efter ham, har naturligvis ogsaa fundet ham og er bievne modtagne af ham med en ærbødig Hilsen, der kaldes »Taschim«. Den unge Mand har bukket saa dybt for dem, at han har berørt Jorden med Fingerspid- serne og har derpaa langsomt rejst sig op igen, hvorved Hænderne gled langs med Skinnebenet, indtil lian atter har rettet sig op i sin