Naturliv

FOLKE- OG FAMILIELIV HOS KIRGISERNE. 443 fulde Højde; Kvinderne har modtaget hans Hyldest, har holdt ham med Selskab, givet ham Mad og Drikke og forkortet Tiden for ham med allehaande Spøg, men ikke tilladt ham at forlade Teltet. Først efter mange Bønner og ikke før Solnedgang har han faaet Tilladelse til at begive sig ud og synge en lille Vise i Aulen uden for Brudens Jurte. Han bestiger sin Hest, rider ind i Aulen, hilser dens Beboere med Sang, vender sig derpaa til sin udkaarnes Jurte og giver i en Vise, der er digtet af ham selv eller laant fra andre, sin Klage og Længsel Luft. Uden at træde ind i Jurten vender han derpaa tilbage til sit Telt. Da indfinder en ældre Kvinde sig i dette og lover at ledsage ham til Bruden, dersom han vil give hende nogle Gaver. Villigt lytter han til Forslaget, og begge begiver sig paa Vej. Det efter- tragtede Maal naaes dog ikke uden Hindringer. En anden Kvinde lægger tværs paa hans Vej en Gaffel, med hvilken man løfter Top- ringen op paa Jurten; at klavre over en saadan Slagbom vilde være et meget uhyggeligt Varsel: den, der har lagt Gaffelen ud, maa ogsaa selv tage den bort. En ny Gave fjerner denne Hindring; men nogle faa Skridt efter spærrer en ny Vejen for ham. En tilsyneladende død Kvinde ligger tværs over Vejen, men en yderligere Gave kalder den døde til Live igen og gør Vejen fri lige hen til Jurterne. Dérstaarder imidlertid en Person og knurrer som en Hund. Skal det siges, at en Hund har knurret ad Brudgommen? Nej, for Guds Skyld ikke! En tredje Gave lukker Munden paa den knurrende, og den haardt prøvede unge Mand naaer omsider uantastet hen til Jurten. Her holder to Kvinder Døren lukket, men heller ikke de kan modstaa en Gave; inde i Jurten holder to andre Kvinder Forhænget trukket for, og paa Brudens Seng ligger en yngre Søster til Bruden. Han maa med Gaver løse sig fra dem alle; Jurten bliver tom, den gamle Kvinde lægger Brudgommens Hænder i Brudens og fj ærner sig ligeledes: endelig er de forenede og alene. Under Opsigt af den hjælpsomme gamle, der kaldes »Djenke«, besøger Brudgommen flere Gange sin Brud, uden engang at lade sig forestille for Pigens Forældre, før Resten af Kalym er erlagt. Naar dette er sket, sender han Bud til Brudens Fader for at lade spørge, om han nu endelig maa hjemføre Bruden til sin Jurte. Spørgsmaalet bejaes, og han optræder nu paany med et talrigt Følge udenfor Aulen,