Naturliv

448 FOLKE- OG FAMILIELIV HOS KIRGISERNE. Omtrent med det syvende Aar begynder Barnets Undervisning i alt, hvad man anser for nødvendigt, at det bør vide. Drengen, der imidlertid er bleven en dygtig Rytter, lærer at omgaas med de græs- sende Husdyr, Pigen at malke og udføre en Madmoders øvrige Hverv; Sønnen af rige Forældre sættes i Skole hos en Molla eller en anden læse- og skrivekyndig Mand og faar senere Undervisning i sin Tros Love og Forskrifter. Allerede inden han har naaet sit tolvte Aar er hans Undervisning forbi, og han selv moden for Livet. Endnu mere end de levende ærer dog Kirgiserne de døde og deres Minde. Enhver Familie er beredt til de største Opofrelser for at give et afdød Medlem af Familien en storartet Begravelse og fejre hans Minde paa en værdig Maade. Enhver, selv den fattigste, søger, saa godt han kan, at smykke den kære, hedengangne Slægtnings Grav, enhver vilde anse det for en Skam, ikke at bevise enhver som helst afdød den største Hæder. Alt dette er i Almindelighed Skik og Brug blandt Mohammedanerne; de Højtideligheder, der foregaar ved en Kirgisers Død og Begravelse, afviger dog væsenlig fra dem, der er brugelige hos andre troende og fortjener derfor en nærmere Beskrivelse. Naar en Kirgiser føler sin sidste Stund nærme sig, lader han sine Venner samles omkring sig, for at disse skal sørge for, at hans Sjæl kommer i Paradis. Fromme Kirgisere, der venter paa Døden, lader længe før en eller anden læse Stykker af Koranen for sig, uagtet de ikke forstaar Betydningen af de Ord, der lyder i deres Ører. Efter de rettroendes Skik samles Vennerne omkring den døendes Leje og tilraaber ham den første Sætning i Mohainniedanernes Tros- bekendelse: »Der er kun én Gud«, indtil han svarer med den anden: »og Mohammed er hans Profet«. Saasnart disse Ord er gaaede over en døendes Læber, aabner Munkir, den prøvende Engel, Paradisets Port, og derfor raaber alle, som har hørt dem, de Ord: »el hamdu lillahi« —Herren være lovet! Saasnart Ejeren af en Jurte har lukket sine Øjne for bestandig, sender man straks Bud ud til alle Sider for at underrette Slægt og Venner om Dødsfaldet, og disse Bud rider, alt efter den afdødes Rang og Betydning, tyve til hundrede Verster ud paa Steppen fra Aul til Aul, og en Slægtning i den ene meddeler da Dødsfaldet til den første, han træffer paa i den anden Aul. Medens disse Sørgebud er ude paa deres Ridt, vadsker og svøber man Liget i en saakaldt »Lailach«, som