Naturliv

TUNDRAEN OG DENS DYREVERDEN. 41 for Slavelænker, vandrende i Højfjældene i store, sluttede Hobe, stik- kende af mod den blaa Himmel eller det hvide Snetæppe, maa ind- rømme, at ogsaa det hører til det stolte Vildt, og en Jægers Hjærte maa absolut komme til at banke hurtigere ved Synet af det. Men ogsaa Fugleklasserne kan frembyde mange for Tundraen karakteristiske Fremtoninger. Den, som færdes i denne nordiske Ørken, har i det mindste mødt én af dem, den om Sommeren brogede, om Vinteren snehvide Rype. Det er dog ikke den blot til Jøklerne ind- skrænkede Fjældrype, jeg mener, men dens Frænde, den ulige hyppigere Dalrype. Hvor Dværgbirken trives, dér træffer man den altid; særlig naar Nattens Stilhed sænker sig over Tundraen, viser den sig, selv om ogsaa Solen endnu straaler fra Himlen. Den forlader aldrig ganske sin Hjemstavn, allerhøjst kan Vinteren drive den fra Høj- tundraen ned paa Lavtundraen. Den er livlig, bevægelig, modig og dristig, skinsyg og stridslysten mod Medbejlere, øm og hengiven mod Magen og sine Unger. Dens Levemaade minder om Agerhønens, dog er dens Væsen og Bevægelser præget af langt større Ynde. Den er en Legemliggørelse af Livet i Ødemarkerne. Dens udfordrende Skrig- lyder i den stille Sommernat, dens Skarer opliver den af næsten alle andre Fugle forladte Tundra; Synet af den gigeder og fryder Forskeren saavel som Jægeren. Om Sommeren slutter i Reglen Hjejlen sig til den. Ogsaa den maa kaldes et trofast Barn af Tundraen. Ligesom den hurtige Ørken- løber tilhører Ørkenen, Steppehønen Steppen, Stenhønen Højfjældene, Lærken Kornmarkerne, saaledes tilhører den Tundraen. Selv dens Dragt, hvor broget den end kan synes at være, bærer Tundraens Farve; dens tungsindige og klagende Stemme stemmer ogsaa godt overens med den trøstesløse Ørken. Hvor gerne man end ser den hjemme hos sig selv, ligesaa nødigt træffer man den paa Tundraen; dens melankolske Skrig, som man hører baade Dag og Nat, virker nedstemmende som Tundraen selv. Langt hellere lytter man til Tonerne fra en anden Sommergæst i disse Egne. Det er ikke Blaahalsens muntre Sang, hvilken Fugl her regnes til de almindelige Rugefugle og med fuld Ret kaldes den »hundredtungede Sanger«; ikke den lige indtil Tundraen fremtræn- gende Kramsfugls højrøstede Sang; ikke Laplandsverlingens eller Snespurvens simple Kvidren; ikke Vandrefalkens eller Musvaagens