Naturliv

4'0 TUNDRAEN OG DENS DYREVERDEN. de tilbageværende lader sig ikke bringe ud af Fatning. Hvorhen de vandrer, hvorledes de ender, det formaar ingen at sige, men vel véd man, at Tundraen bag dem ser ud som om den var uddød, at der ofte hengaar en Række af Aar, inden de faa, som er bievne tilbage og som det er lykkedes at slaa sig igennem, har kunnet formere sig og atter i synlig Grad, har befolket deres Hjem. Et tredje, for Tundraen karakteristisk Dyr er Rensdyret. Den, der kun har set denne temmelig uskønne Hjorteart i fangen Tilstand eller som Husdyr, kan ganske ganske vist ikke gøre sig noget Begreb om, hvad den er i Frihed. Her lærer man at skatte Rensdyret, her paa Tundraen lærer man at kende og vurdere det som et værdigt Medlem af denne smukke og stadselige Familie. Det tilhører Tun- draen med Liv og Sjæl. Over de ofte uoverskuelige Jøkler, saavel som over de bundløse Moradsers gyngende Dække; over Bullestens- højene saavel som over Dværgbirkens sammenflette de Toppe, gennem Mosengene, over Floderne, over Søerne bæres eller roes det frem af sin bredhovede, skovlagtige, ualmindelig bevægelige Fod, der knirker ved hvert Skridt; i den dybeste Sne skovler denne Føde frem til det. Imod den lange Nordlandsnats strænge Kulde beskyttes det ved sin tætte, for Vinterens Pile uigennemtrængelige Pels; mod Hunger og Mangel ved den Omstændighed, at det er kun lidet nøjeregnende i Henseende til Valget af Føde; imod Ulvene, der uafladelig er i Hælene paa det, i det mindste til en vis Grad ved sine skarpe Sanser og Aarvaagenhed, Hurtighed og Udholdenhed. Sommeren tilbringer det paa Højtundraens rene Højder, hvor der paa Skraaningerne i Jøklernes umiddelbare Nærhed af den ofte paa vide Strækninger af Rensdyrlavet overspundne Jordbund ogsaa fremspirer saftige, lækre Alpeplanter; om Vinteren drager det ned i Lavtundraen fra den ene Række Høje til den anden, opsøgende de Steder, som Vinden har fejet rene for Sne. Kort forinden har det med den grenede Hornkrone vundet sin fulde Kraft, er i Følelsen deraf indtraadt i Brunstperioden og har kæmpet paa Liv og Død med ligesindede, lige stærke Rivaler, kæmpet, saa den stille Tundra har genlydt af de kraftige Hornstød; nu strejfer det fremdeles, træt af Kampen og Kærlighedsrusen, i Selskab med andre af sin Slægt og i store Hobe gennem sit Omraade for at op- tage Kampen med Vinteren. Vel naaer Rensdyret i Skønhed og ædel Holdning ikke Hjorten; men den, som ser det i dets Hjemstavn, fri