42
TUNDRAEN OG DENS DYREVERDEN.
høje Skrig; ikke Havørnens jublende Stemme eller Sneuglens enslydende
Røst; det er ikke Sangsvanens smætrende Trompettoner eller Isandens
klagende Sang, jeg mener; men en eller anden Lappedykkers Lokke-
og Parringsraab: en vild, uregerlig og ligesom tøjlesløs, men dog
klangfuld og tonerig, vidtlydende Nordlandsmelodi, der minder om
Brændingens Brusen og den drønende Lyd af de i Dybet styrtende
Vandfald. Hvorsomhelst der breder sig en tiskerig Sø, og man finder
Bovmaager, Oclinshøns og Hjejler.
en hyggelig lille Plads i Sivene, tæt nok til at skjule en svømmende
Rede, møder inan disse Tundraens og Havets Børn, disse fredelige
Fiskere i Nordens stille og tavse Ferskvandssøer og det nordiske Havs
uforfærdede Dykkere. Fra dette Hav kommer de ind i Tundraen for
at ruge, og til Havet fører de deres Unger, saa snart disse er i Stand
til at beherske Havet ligesom de selv. Saa langt Tundraen strækker
sig1, følger de dens Vande; men endnu mere end de store Søer elsker
de dog de smaa Damme paa Tundraens Kystbjærge, fra hvilke de