Naturliv

490 FORSKNINGSREJSER PAA DONAU. Bovlyst saa vidt, at den slaar sine vældige Klør fast i Ryggen paa Delfiner og Stører, trækkes med disse ned i Dybet og drukner, inden det lykkes den at udfri sine Klør; nu og da angriber den endogsaa Mennesker. Som Følge deraf behøver den ikke at mangle noget, og da den dertil ikke er udsat for nogen regelmæssig Forfølgelse, fører den et ligefrem misundelsesværdigt Liv. Lige indtil Rugetiden lever Havørnen i Fred med sine Lige, men ved dennes Indtræden vaagner ogsaa i dens Hjerte Kamplysten, i do Heste Tilfælde vel fremkaldt af Skinsyge. Om Hunnen saavel som om Reden kæmper den fortvivlet med andre af sin Art. Ganske vist varer et Ørnepars Ægteskab saa længe den ene af Ægtefællerne lever, men dette er kun under Forudsætning af, at Hannen kan beskytte sin Hun med andres Kurmageri og forsvare sin egen Rede. En ud- voksen Ørnehan, der er sig sin Kraft bevidst, retter begærligt sine Blikke paa en andens Hun og Rede, og begge disse er hjemfaldne til den, saafremt det lykkes den at besejre den misundte Ejermand. Den retmæssige Ægtefælle kæmper derfor paa Liv og Død med enhver Frier, der søger at forstyrre dens ægteskabelige Lykke; højt oppe i Luften begynder Kampen, og tit bliver den først udkæmpet nede paa Jorden. Med Næb og Klør hugger snart den ene, snart den anden ind paa Modstanderen, indtil det lykkes den ene at faa fat i den anden, i hvilket Tilfælde den ogsaa straks føler dennes Klør i sin Krop. Som en Fjerbold styrter de begge fra Højden ned i Dybet, enten i Vandet eller paa den faste Jord, men kun for straks at begynde en ny Kamp. Som rasende Haner hugger de ædle Kæmper til hinanden, naar de slaas paa Jorden, og tilbageblivende Fjer og Blod bedækker Valpladsen og vidner om Stridens Alvor. Hunnen kredser om de to Kæmper eller ser, som det synes, ligegyldigt til fra en Trætop, men kærtegner dog Sejrherren, hver Gang denne efter endt Kamp vender tilbage til hende, enten saa denne Sejrherre er hendes egen Ægtefælle eller den fremmede. Ve den første, dersom Krigslykken skulde blive den . sidste huld! I en Ørnehuns Øjne er kun den stærke den skønne værd. Efter sejrrigt tilbageslaaede Angreb og Kampe af lignende Art, som ingen Ørnehan kan undgaa og i Ungarn uophørligt og hvert Aar gentager, tager Parret Reden i Besiddelse og begynder allerede i Fe- bruar paa dens Istandsættelse. De hertil nødvendige Materialier