Naturliv

502 FORSKNINGSREJSER PAA DONAU. bliver ubevægeligt liggende paa deres Æg, skønt vi glider forbi dem i kun et Par Alens Afstand, Toplonnner, der har opsøgt det friere Vand, svømmer, da de faar Øje paa os, til Siden ind under den tætte Løvhvælving, der dannes af de Træer, der staar i Vand lige op til Kronerne; Vipstjærten tripper og hopper fra det ene Træstykke til det andet; Spætter og Nøddekriger hænger tæt over Vandfladen fast ved Stammerne, for paa deres sædvanlige Maade at se sig om efter Føde. Det ene Billede af Dyrelivet fortrænger det andet, men ethvert forekommer en ualmindeligt, eftersom de herskende Forhold i væsenlig Grad har forandret det. 'For at komme til Havørnens Rede, maa vi vade over en lang Strækning, for at besøge en Ravnerede gøre betydelige Om- veje; en regelmæssig Jagt er ikke mulig under saadanne Forhold, men vor blev dog særdeles lønnende. Mig forskaffede denne Udflugt den Glæde, at faa Lejlighed til at se cn af Europas mest fremragende befjerede Bygmestre, Pungmejsen, arbejde paa sin Rede og til i det hele taget for første Gang at iagttage den under dens Virksomhed. Den følgende Dag samles hele Jagtselskabet i en af de oven- nævnte, af Marker omgivne Skove. En ungarsk Skovrider har foran- staltet en storartet Ulvejagt, men baaret sig saa kejtet ad, at Ulvene har kunnet snige sig uset og ubemærket bort. Den haabløse Jagt bliver derfor indstillet, og den korte Tid, vi endnu har tilbage, helliges til den mere lønnende Iagttagelse af Fugleverdenen i Skoven.' Allerede samme Eftermiddag forlader vi Kovil, naaer ved Sol- nedgang endnu en Gang Peterwardein, sejler først paa Natten forbi Fruskagora, forlader den følgende Dag kun Fartøjet en eneste Gang, for at jage i Rørsumpen Hullo og faar ogsaa her set den hidtil for- gæves søgte Pragthejre; vi maa imidlertid tænke paa, at Tiden løber, og iler videre for ikke at forsømme Iltoget til Wien. Idet vi tak- nemmeligt erindrer os de sidst forløbne Dage og beklager Timernes hurtige Flugt, sejler vi forbi alle de Strandskove, som har haft saa meget at byde os, og med det varme Ønske om, at kunne vende om og dvæle der i længere Tid, tager vi for denne Gang Afsked med det rige og ejendommelige Land.