Naturliv

44 TUNDRAEN OG DENS DYREVERDEN. hyggelig den end plejer at gemme denne i Sivene ved Bredden. Man maa vistnok betragte den som den nydeligste af alle Tundraens Fugle. Betegnende for Tundraen er endvidere Rovfuglene, betegnende i det mindste den Maade, hvorpaa de her lever. Thi kun i den syd- lige Del af Landet eller Højtundraen finder de Træer eller Klipper, paa hvilke de kan bygge deres Reder, og maa derfor med eller mod deres Vilje beslutte sig til at ruge paa Jorden. Mellem Dværgbirkens sammenslyngede Grene hænger Jorduglens Rede, oppe i selve Kronerne Musvaagens; paa den bare Mark ligger Sneuglens saavelsom Vandre- falkens, kun at den sidste saavidt muligt vælger i det mindste Kanten af en Kløft til Redeplads, næsten som om den vilde narre sig selv, idet den forgæves stræber efter at erstatte de Højder, den her mangler. At den og alle andre Maager vel indser Redens usikre Stilling, beviser de ved deres Optræden, naar de ser et Menneske nærme sig. Allerede paa langt Hold betragtes Vandreren med Mistro og hilses med høje Skrig; jo nærmere han kommer, desto mere stiger de be- kymrede Forældres Angst. Før kredsede de i dobbelt Skudvidde over den saa sjældent sete, farlige Fjende; men nu slaar de modigt ned paa ham, flyver saa tæt over hans Hoved, at man tydeligt mærker deres stærke Vingeslags Susen og nu og da maa befrygte virkelig at blive angreben. Men Ungerne, der paa Afstand ser ud som smaa hvide Boller, dukker sig ængsteligt ned ved Synet af den, om ikke genkendte saa dog i clet mindste anede Fjende og bliver liggende i denne indtagende Stilling — ofte er de faldne omkuld — saa ubevæ- gelige, at man kan tegne dem uden at behøve at frygte for, at de ved. en eneste Bevægelse skal forstyrre Tegningen. Jeg skulde kunne opregne mange flere Dyr, der syntes mig nødvendige for Tundraens Karakterisering. Betegnende for denne er imidlertid ét, Myggen. Den, der betragter denne som det betydnings- fuldeste af alle levende Væsener paa Tundraen, tager ikke saa meget fejl. Den gør det umuligt for ikke saa faa højere Dyr at kunne leve her; andre, f. Eks. Mennesket, tvinger den til periodisk Udvandring; den er udelukkende Aarsag til, at Tundraen om Sommeren er ube- boelig for civiliserede Mennesker; den Maade, hvorpaa den optræder, overgaar enhver Forestilling, dens Magt besejrer Mennesker og Dyr; den Plage, den foraarsager, trodser enhver Beskrivelse.