Naturliv

48 TUNDRAEN OG DENS DYREVERDEN. Selv om end Naturforskeren véd, at det kun er Hunnerne, som suger Blod, og at denne deres Virksomhed utvivlsomt hænger sammen med Forplantningen og sandsynligvis betinger de befrugtende Ægs Modning, saa overvinder den af Tundraens Beboere foraarsagede Plage •dog tilsidst ogsaa ham, var han end den mest stoiske Vise under Solen. Det er ikke saameget den Smærte, der forvoldes af Stikket og endnu mindre af den derefter indtrædende Opsvulmen, som den stadige Ærgrelse, den evindeligt gentagne Plage, hvorunder man lider. Man døjer maaske den Smærte, som Myggestikket foraarsager, uden at klage og bærer denne endnu .lettere senere hen, naar Huden lidt efter lidt er bleven til en vis Grad følesløs for den uophørligt ind- dryppede Gift; man er derfor ogsaa i Stand til at staa imod en Tid lang, men tilsidst maa man dog erkende, at man er bleven slaaet og besejret af disse Tundraens forfærdelige Plageaander. Og saaledes laminer deres utallige, hvert Øjeblik kampberedte Hære lidt efter lidt al Modstand. Uophørligt besværet af dem, hindret i hver eneste Handling, forstyrret i enhver Nydelse, ude af Stand til engang at tænke, udmattes man tilsidst ikke blot i legemlig, men ogsaa i aandelig Henseende. Fødderne vil da efter et kort Stykke Vej nægte sin Tjeneste, Sjælen vil ikke modtage flere Indtryk; Tundraen bliver et Helvede og dens Plage en navnløs Kval. Det er ikke Vinteren og dens Storme, ikke Isen og dens Kulde, ikke Fattigdommen, det er ikke Tundraens Ugæstfrihed, det er Myggene, der er Tundraens For- bandelse 1 I deres Sværmningstid flyver Myggene i Solskin og stille Vejr næsten uafbrudt og med synligt Velbehag, i jævn Blæst tem- melig veltilfredse, ved ringe Varme endnu ret livligt, ved truende Regn allerlivligst, naar det er svalere kun ubetydeligt, i koldt Vejr slet ikke. Ogsaa stærk Blæst driver dem tilbage ind i Krat og Moser; men saa snart det atter stiller af, er de igen i livlig Virksomhed, og paa alle i Læ liggende Steder, selv under den haardøste Storm, stedse rede til Angreb. En Frostnat volder dem ganske vist et føleligt Af- bræk, men .rydder dem dog ikke af Vejen; i køligt og fugtigt Vejr reduceres deres Hære, derpaa følgende Varme stiller nye, af Pupperne fremkomne Skarer i Marken. Først Høsttaagerne bringer dem til Ro forædet Aar,