Naturliv

TUNDRAEN OG DENS DYREVERDEN. 47 af med en skarp Saks, bliver de ogsaa i Reglen siddende, som om de maatte besinde sig, lader derpaa Forbenet prøvende glide hen over Snabelstunipen og behøver nogen Tid til at undersøge og forvisse sig om, at Lemmet virkelig er forsvundet; klipper man i Hast et Bagben af dem, saa vedbliver de at suge, som om intet var hændt, og svinger endog med Stumpen; berøver man dem Halvdelen af den med Blod fyldte Bagdel, saa bærer de sig ad som Munchhausens Heste ved Brønden, men trækker dog tilsidst Snabelen ud af Saaret, flyver tum- lende bort og dør i Løbet af faa Minuter. En omhyggelig Iagttagelse af, deres Væsen og Fremgangsmaade fastslaar som utvivlsomt, at de ved at opsøge deres Offer mindre ledes af Synet end af Lugten eller maaske af en Sans, som i sig forener Lugt og Følelse. Med Bestemthed kan man iagttage, at de ved et Menneskes Nærmelse i en Afstand af indtil femten Fod forlader deres Hvilepladser og straks og uden Betænkning flyver løs paa deres Offer. <laar man over en nøgen Sandbanke, som plejer at være fri for dem, kan man se, hvorledes de samles omkring deres Offer. Som det synes halvt baarne af Vinden, halvt bevægende sig ved egen Kraft, men i ethvert Tilfælde flagrende omkring uden Maal, svæver der selv over en saadan Naadeplads nogle af dem, og en og anden kommer saa i Nærheden af Iagttageren. I samme Øjeblik ophører deres til- syneladende Uvirksomhed, straks forandrer de Retningen af deres .Flugt, og i lige Linie stormer de imod den til alt Held opdagede Genstand for deres Længsel. Den ene slutter sig til den anden, og inden der er gaaet fem Minuter, er Martyren omgiven af en Straale- krans. I forskellige Luftlag linder de derimod mindre let Vej. Da jeg under mine Iagttagelser fra en højtliggende Sandbanke i længere Tid var bleven forfulgt og plaget af Tusinder af disse Udyr, lokkede jeg lidt efter lidt den mig omgivende Sværm hen til Randen af den stejle Banke, lod den her tætne sig til én lille Sky, og sprang saa pludselig ned ad Banken. Til min inderlige Tilfredshed fandt jeg, at jeg havde rystet Størstedelen af mine Plageaander af mig-. Men ovenover Banken sværmede de ligesom forbløffede omkring hver- andre hen over det Sted, hvor jeg var sprunget ned, og dannede endnu længe efter en tyk Sky. Nogle Hundrede havde dog fulgt mig ned i Dybet.