Naturliv

46 TUNDRAEN OG DENS DYREVERDEN. tilbage. Blæser der en jævn Vind, saa fremskyndet den sin Flugt for at overvinde Luftmodstanden, forøges Blæsten, saa anstrænger alle Individer i en saadan Sværm sig til det yderste for ikke at miste deres Blodfoder og slaar da som Hagel ned paa Hoved og Nakke, og inden man aner det, er man fra Top til Taa bedækket af Myg. I tætte Masser, farvende graa Klæder sorte og mørke underligt plettede, sætter de sig fast, færdes langsomt frem og tilbage paa dem og søger efter en bar Plet for at suge Blod. Til Ansigtet, Halsen og Nakken, de blottede Hænder eller de kun med Strømper beklædte Fødder har de lydløst fundet Vej, uden at man har mærket det, og et Øjeblik efter sænker de langsomt deres Braad dybt ned i Huden og gyder den brændende Giftdraabe i Saaret. Rasende knuser man Blodsugerne, men medens den straffende Haand er beskæftiget dermed, sidder der allerede tre, lire, ti andre Myg paa denne, i Ansigtet, i Nakken, paa Fødderne for at bære sig ad paa samme Maade som den første. Thi naar der én Gang er flydt Blod, naar flere Myg allerede har fundet deres Død paa et og samme Sted, opsøger alle de andre med For- kærlighed netop denne Plet, og Stedet bedækkes lidt efter lidt med Tusinder af Lig. Særligt yndede Angrebspunkter er Tindingerne, Panden umiddelbart under Hatteskyggen, Nakken og Haandleddene, i Almindelighed saadanne Steder, hvor de kan gøre Regning paa at være saa uforstyrrede som muligt. Er man i Besiddelse af saa stor Selvbeherskelse, at man kan iagttage dem ved deres blodige Arbejde og ikke jager dem bort eller forstyrrer dem, saa vil man linde, at man hverken kan mærke, naar de slaar sig ned eller bevæger sig; umiddelbart efter at de har sat sig, begynder de deres Arbejde. I al Magelighed færdes de omkring paa Huden, idet de omhyggeligt undersøger denne med deres Snabel; pludselig standser de og gennemborer Huden med en forbavsende Lethed; medens de suger, løfter de vellystigt, snart paa det ene, snart paa det andet Bagben og bevæger dette langsomt frem og tilbage, desto kraftigere, jo mere deres gennemsigtige Legeme fyldes med Blod. Saa snart de én Gang har smagt Blod, bryder de sig aldeles ikke om noget og synes knap at mærke, naar man generer eller plager dem. Trækker man med en lille Pincet Branden ad af Saaret, staar de et Øjeblik stille og grunder, men borer den derpaa ind paa det gamle eller et nyt Sted. Klipper man hurtigt Braaden