Naturliv

78 DEN ASIATISKE STEPPE OG DENS DYREVERDEN. næsten strøg hen ad Jorden. Kirgisernes høje Raab, deres i det vildeste Løb fremjagne Hestes Trampen, vore langsommere Dyrs Vrinsken, de flagrende Kapper og Kaftaner, de ophvirvlede Støvskyer, alt dette fremkaldte et usædvanligt broget Liv i den ellers saa stille og ensformige Ørken. Stadig videre brusede den vilde Jagt. Da skilte .Føllet sig fra sine ældre Kammerater og blev noget tilbage; Afstanden forøgedes mellem det og Moderhoppen, som den ene Gang efter den anden vendte sig om og kastede bekymrede Blikke efter sin Yndling, Strækningen mellem Føllet og Rytterne formindskedes, endnu nogle Minuter til og det var fanget. Uden Modstand overgav det sig til sine Forfølgere. Af den Vildhed, det utæmmelige Egensind, den Lunefuldhed og Lumskhed, som er karakteristisk for ældre Dyr af dets Art, kunde man endnu ikke opdage noget Spor. Ganske uskyldigt kiggede det paa os med sine store, livlige Øjne; som det syntes med Velbehag, lod det os kærtegne sit glatte Skind, uden Modstræben modtog det den Grime, som man lagde paa det, sorgløst lagde det sig ned ved Siden af os for efter den vilde Jagt at søge den Hvile, det øjensynligt trængte stærkt til. Det var en i høj Grad indtagende Skabning, og jeg ønskede, at jeg straks kunde skatfe det en Amme og lade det faa den nødvendige Ro og Pleje. Begge Dele var imid- lertid umulige, og det lille Føl døde derfor allerede Dagen efter. En fuldvoksen vild Hest vilde vi gerne have nedlagt, men det gjorde os virkelig ondt at se det lille Føl dø. Forgæves forsøgte vi at liste os paa et af de gamle Dyr, for- gæves lagde vi os i Baghold ved Siden af de bundne Føl, det lykkedes ikke nogen af os at faa løsnet et Skud. Som Jæger skiltes jeg med Be- klagelse, som Naturforsker med den største Tilfredshed fra den fattige Ørken; jeg havde jo dér gjort Bekendtskab med Steppens ædleste Pattedyr.