Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

LÆSEFORENINGEN OG INDUSTRIFORENINGEN 191 Foreningens Formaal var da ogsaa en Agitation i Retning af Indu- stri og Haandværk. Da Major Fibiger den 23 Januar 1836 holdt del første Foredrag i Foreningen, paaviste han, hvorledes Samfundets Lag havde nærmet sig hinanden. Paa den ene Side har, sagde han, »de Fornemmere« lært at agte Haandens Duelighed, og paa den anden Side »har den Del af Borgersamfundet, der bærer den hæderlige Benævnelse Næringsstanden, lært ikke alene at føle sil eget ejendommelige Værd, men tillige at indse Værdien af en med Duelighed i en vis Retning for- bunden almindelig Uddannelse, hvorved Anskuelserne udvides, Aanden frigjöres og forædles, uden at derfor Sindet bortvendes fra den valgte Virkekreds«. Foreningens »dobbelte og nöje forenede Formaal var Almen- dannelsens Fremme og Tilvejebringelsen af en Lejlighed til gjensidig Til- nærmelse iblandt Medborgere«. Da han udgav Foredraget1, søgte han forøvrigt i en Fortale ligesom al almindeliggjöre, hvad det var, den til- stræbte, det var jo kun, hvad Landets ophøjede Monark selv havde peget paa i Stænder-Anordningen, »Almenaandens Oplivelse«, og enhver op- mærksom Iagttager vil, tilföjer han, i Foreningen have »den gunstigste Lejlighed til at overbevise sig om, hvor liden Aarsag der er til at be- tragte den danske Nationalkarakter med Mistillid eller til at nære Frygt med Hensyn til offentlige Foreninger, der have gavnlig Læsning og over- hovedet almennyttige Kundskabers Udbredelse til Formaal«. Men dermed vuggede han ikke Regeringen i Ro, og det hjalp heller ikke, at det næste Poredrag, der Ugedagen efter blev holdt i Foreningen, — hver Løverdag Aften skulde der holdes et — var af Professor Ursin og handlede om »forskjellige Kunstveje, især Jernveje, og Befordrings- midlerne paa samme«2. Regeringen havde strax betragtet Foreningens Stif- telse som et politisk fræk, den maatte kontroleres. Otte Underofficerer ved Prins Vilhelms Regiment, (ler havde indmeldt sig, maatte som tidligere nævnt, paa deres Chefs Bud udtræde, samtidig med at alle øvrige Regi- mentschefer lod deres Underofficerer vide, at de ikke maatte indtræde i nogetsomhelst Selskab, der laa udenfor deres militære Pligters Ressort3. Og Regeringen vendte sig mod Major Fibiger personlig, der alt tidligere havde vist sit folkelige Sindelag og nu stod i Spidsen for en Forening, der vendte sig imod en Række gamle Fordomme og mere eller mindre