Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

INDUSTRIFORENINGEN OG HAANDVÆRKERFORENINGEN 203 og Finerskjærer H. P. Frederiksen, og da der lidt senere i samme Aar dannedes en Komite for den Industriudstilling, som blev afholdt i 1840, kom der mellem dens elleve Medlemmer kun to Haandværkere, Dalhoff og Hof-Kunstdrejer J. G. Schwartz1. Ligesom det forøvrigt kan bemærkes, at hvad Foreningen syslede med, var f. Ex. Spörgsmaalet om Oprettelsen al en Haandværkerskole, som ikke blev gjennemført, Oprettelsen af en Anstalt for Udlejning af Dampkraft, som kun blev et Projekt paa Pa- piret, og Oprettelsen af en Basar til Forhandling af alle Slags inden- landske Industrifrembringelser, en Tanke, der arbejdedes med i en Aar- række, uden at den blev virkeliggjort, Alt under en stadig Skiften af Formænd. Professor Forchhammer afgik i 1839, og i hans Sted valgtes Etats- raad L. N. Hvidt, der imidlertid ikke troede at kunne modtage Valget. Saa faldt Stemmerne paa Etatsraad Unsgaard, der hurtig saa, at man i Foreningen var uenig om Principerne for dens Virksomhed og derfor trak sig tilbage i 1840, hvorpaa Grosserer N. J. Meinert kom til at be- klæde Formandspladsen. Men han blev formelig trængt bort efter endog meget kort Tids Forløb af det saakaldte »merkantile« Parti, der — endnu i 1840 — kom til Magten med Grosserer H. L. Danchell som Formand og Orla Lehmann som Næstformand. Feltraabet var Samvirken mellem Kjøbmanden og den Industridrivende, nu skulde Basarspörgsmaalet søges løst, og der lagdes Vægt paa Oprettelsen af industridrivende Aktiesel- skaber. Det var Sager, der ikke i og for sig interesserede Haandvær- kerne, og saa kom jo hertil, at Spörgsmaalet om Lavenes Existensbe- icttigelse stadig ulmede. »Fædrelandet« havde paa Forhaand udnævnt Fpreningen til at kæmpe mod Lavsaand, og da Etatsraad Unsgaard, der allerede Aaret för vilde være traadt tilbage, hvis det var blevet vedtaget, at Lehmanns Adresse skulde udgaa fra Industriforeningen, i 1840 gjorde Alvor af at træde fra som Formand, skriver han i sin Skrivelse herom bl. A., at »den nærmere Behandling af Lavsspörgsmaalet snarere havde tjent til at forøge end til at formindske hin Forskjellighed i Principer«, som herskede i Foreningen2. Det er herefter naturligt, at Haand værkerne kunde blive lidt betænke- lige, og da der ved en af Foreningens Forevisninger af en Sadelmager 26*