Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

212 INDUSTRIFORENINGEN OG HAANDVÆRKERFORENINGEN visningsudvalget, ja som Medlem af den Komite, der i Julen 1841 fore- stod en Prøvebasar, uden Hensyn til at Haandværkerforeningen allerede den Gang var indgaaet til Kongen med sit Andragende imod Industri- foreningens Basarprivilegium1. Kramp har været en livfuld ung Mand, der fulgie med i Tidens for- sk jellige Bevægelser; men Irods Alt gjorde han det dog ud fra en Haand- værkers Standpunkt. Som ung Mester udsendte han 1833 anonymt et lille Skrift om Snedkerlavets hele sørgelige Tilstand2. Idet han gaar ud fra, at Haandværksstanden er »en af de nyttigste og agtværdigste Stænder, Staten ejer«, maner han Lavet »til Samdrægtighed og Enighed« i Kamp mod Tømrernes, Marchandisernes og Fuskernes »Indgreb i vore Lavs- rettigheder«. Ganske paa liberal Maade ser han imidlertid, at Hjælpen ved Siden af en gjennemført Organisation væsentlig skal komme fra en Forøgelse af Haandværkernes Kundskaber, og saa stifter han i 1837 en Tegneskole for Snedkere og i 1843 Teknisk Institut, der henvendte sig til hele Haandværksstanden. Ejendommeligt er det imidlertid, at Kramp maa kæmpe haardt for at bevare sin Stilling i de af ham selv oprettede Institutioner. Det er, som om den gamle Lavsaand ikke har kunnet forlige sig med hans sikkert paa flere Punkter ganske frie Syn, saa meget mere som han ikke lagde Skjul paa, at han ønskede at komme bort fra Værkstedsslivet for i en, selvfølgelig lønnet Stilling helt al kunne ofre sig i Arbejdet for Haandværksstandens Fremme. I ungdommelig Liv- fuldhed har han vistnok mere end een Gang vakt Anstød hos de gamle sindige, for ikke at sige stive Lavsmænd. Uden at Grunden nu kan paa- vises, er det givet, at han ved en Afstemning i 1840 pludselig saa sig sal ud af Tegneskolens Bestyrelse; i 1844 staar Kampen i Teknisk Insti- tut med Snedkerlavets daværende Oldermand, den typiske Lavsmand Snedkermester A. I). Andersen, der var i Besiddelse af en ikke ringe haardhudet Energi til at gaa løs paa en Sag, og i Haandværkerforeningen er der gjentagne Skjærmysler, til den endelige Kamp kom i 1851; den stod med Foreningens daværende Formand Skomagermester C. F. Lier3, en myndig og ivrig Mand, der en Gang — det var i 1831 eller 1832 — sejrrig havde hævdet Haandværkets Ære i en Duel med Vinhandler Waage- petersen. De vare begge Sekondløjtnanter i det borgerlige Artilleri, men