Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

264 HAANDVÆRKSSTANDENS BEMÆRKNINGER gaaet forud, efter de gjentagne, mere eller mindre aabenlyse Henvis- ninger til, at naar Betænkningen forelaa, var Øjeblikket til Handling kommet, forstaar man ikke ret denne Tilbageholdenhed. Den nævnte Ordning er dog selvfølgelig ingen Tilfældighed; og det er da sikkert blevet bestemt saaledes, fordi Oldermændene ere en sluttet Hær, der virkelig maa siges at repræsentere Haandværksstanden, medens Haand- værkerforeningen, hvis Formand paa denne Tid var Skomagermester Lier, var for langt nede i Medlemsantal til rettelig at kunne gjöre det; den havde kun c. 170 Medlemmer. Saa var det bedst, nok at være den Agerende, men ikke at træde op med Navn. At det faldt saaledes ud, maa sikkert have været lidt af en Skuffelse, men det skal dog ikke lades uomtalt, at det Aaret efter ordnedes paa samme Maade i en anden Sag, der rejstes af Murerlavet. En dansk født Murer, der i ti Aar havde været Mester i Kristiania, ønskede at blive Murmester i Kjøbenhavn, og efter en gammel Bestemmelse fra 1681 gav Magistraten i Begyndelsen af 1849 den Paagjældende Borgerskab med Ret til uden at aflægge nogen Prøve at blive indtegnet i Murerlavet. Dette vakte stor Fortörnelse i Lavet, og Oldermanden Kaptajn D. W. Klein rettede i den Anledning en Anmodning til Haandværkerforeningen om at indgaa til Indenrigsministeriet med en Forestilling om, at de gamle Bestemmelser fra 1681 og 1748, der her spillede en Rolle, og som be- gunstigede fremmede Mestere, der flyttede hertil, maatte blive hævede. Sagen behandledes i et Par Møder i Foreningen, men Andragendet, der blev affattet af Foreningens Sekretær Lasenius Kramp og blev dateret den 2 Maj 1849, underskreves ikke af Foreningens Bestyrelse, men af 42 Oldermænd; Lavenes Oldermænd sad jo i Foreningens Repræsentant- skab. Sagen førte imidlertid ikke til Noget. Da den i December 1849 kom for i Borgerrepræsentationen, fulgte denne med 23 Stemmer mod een Lavskommissionen, der havde haft Sagen til Erklæring og var be- tænkelig ved at tilraade de gamle Bestemmelsers Ophævelse1. I denne Forbindelse skal her ogsaa mindes om den i 1849 fremkommende og tidligere omtalte saa kaldte »Oldermandsadresse«, der trods Navnet ogsaa udgik fra Haandværkerforeningen. »Haandværksstandens Bemærkninger« bleve forelagte i Borgerrepræ-