Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

FORENINGSRÖRE 279 klæring, der særlig var rettet mod Lunde og hans altomfattende Indfly- delse, der forøvrigt nu begyndte stærkt at svinde1. Der blev nedsat et Udvalg, bestaaende af Kunstdrejer Henr. Ander- sen, Skomagermester J. P. Borch, A. C. Klamer, L. V. Lund og Lunde, til nærmere Behandling af de fremkomne Planer; ved Siden af Lundes og Klamers kom der endnu to til, nemlig en fra Cand. teol. R. Jorgen- sen og en fra Kunstdrejer Andersen i Forbindelse med Journalist L. Tou- sclier, i hvilken Anledning Udvalget blev forøget med Dhrr. Touscher og Jorgensen samt Cand. phil. E. A. Gad, og Udvalgets Betænkning af No- vember 1852, under hvilken Lundes Navn forøvrigt mangler — han var bortrejst — bringer det sørgelige Resultat, at intet af de lire fremkomne Forslag kunde bruges, Astronomen Professor P. Pedersen, der var Med- lem af Direktionen for Livrente- og Forsorgelsesanstalten, havde paavist det. Hermed var det forbi med Lundes Virksomhed i Foreningen lige- som med Foreningen selv, og Fr. Dreier skriver bedrøvet: »Mindet om de liere Tusinde Daler, som den nu opløste Forening for Arbejdsklassens Vel linder Hr. Lundes Anførsel bortødslede, vil være til stor Skade for fremtidige Foretagender af Arbejderne selv«2. Der er noget tragisk ved, som det gik Lunde. Sex Aar gammel er han et forældreløst Plejebarn, der tidligt blev anbragt i Artilleri-Under- officersskolen, hvad der førte til, at han i tolv Aar tjente som Under- officer i dette Vaaben. Han higede imidlertid videre og blev som saa mange Andre hjulpen frem i sine Bestræbelser af H. C. Ørsted. 1829 naaede han at faa et Jernstøberi i Gang, og han arbejdede sig nu frem til en ganske anselig Stilling. 1840 blev han Borgerrepræsentant og Stænderdeputeret, 1848 virkede han ivrigt i Hippodrompartiet, og der- efter blev han Formand i saavel Haandværkerdannelses-Foreningen som i »Foreningen for Arbejdsklassens Vel«, ikke at tale om at han blev valgt til Rigsdagsmand. Han virkede ivrigt for Arbejderen, men han magtede ikke Opgaven, Kr. Arentzen, der ser sympatetisk paa ham, kalder ham en blød Natur og tilfojer: »han mente det rigtigt godt, men var næppe tilstrækkelig praktisk anlagt«. Givet er del da ogsaa, at han ikke forstod at styre sine egne Anliggender. Naar han i 1851 ikke ønskede Gjenvalg som Borgerrepæsentant, staar det sikkert i Forbindelse med, al det gik