Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

286 FORENINGSRÖRE for Folkevennernes Selskab« fik strax J. A. Hansen til Redaktør, men det levede ikke længe. Allerede i Oktober 1853 maatte det, stadig redi- geret af J. A. Hansen, nöjes med at blive en Afdeling i et af I). E. Ru- gaard udgivet »Ugeblad for Borger og Bonde« kaldet »Folkevennen«, et Blad, som heller ikke holdt sig længe. I Januar 1854 gik det over til at blive et Aftryk af »Morgenposten« for snart efter helt at ophøre. Men i Oktober 1855 foreligger der et Par Numre af et særligt Blad for Sel- skabet, paany med Navnet »Folkevennen«, men ogsaa kun et Par Numre, og mærkeligt nok redigerede af Cand. teol. R. Jörgensen, der i lang Tid havde været Bibliotekar og Kasserer i Arbejderforeningen1. Der kan i det Hele paavises mærkelige tilsyneladende Forbindelser mellem de to Foreninger. Da »Folkevennernes Selskab« i Maj 1853 udsendte en Op- fordring til Kjøbenhavns Arbejdere om at indtræde som Medlemmer, endte den med en Udtalelse om, at dette Selskab var Tidens eneste Samlingssted for dem: »I have jo dog hidtil intet andet«. Herover vre- dedes man, som rimeligt var, i Arbejderforeningen, og Vreden rettedes særligt mod to af Opraabets Underskrivere Skomagermester J. P. Borch og Formand paa Holmen R. J. Hansen, ti de vare samtidig Repræsen- tanter i Arbejderforeningen. Da de fremskaffede en Erklæring, der viste, at Opraabets Slutning uden deres Vidende var sat til af J. A. Hansen, døde Sagen dog bort2. Givet er det imidlertid, at den nævnfe Skomager Borch, som vi ved Arbejderforeningens Stiftelse have hørt blive tagen haardt i Skole af Rimestad, absolut ingen venlige Følelser kan have haft for Formanden i Arbejderforeningen. Det fremgaar af et Foredrag, han i September 1853 holdt i »Folkevennernes Selskab«; han taler i det om »en Person, som idelig smörer Haandværkerne om Munden med fagre Ord uden at kunne paavise en eneste praktisk Sag, han er fremkommen med eller endnu mindre [har] gjennemført til Arbejdsklassens materielle Vel, men derimod vedbliver at stikke den Blaar i Øjnene for saa meget som mu- ligt at have dem staaende som et Redskab, han kan bruge til Opnaael- sen af sine egne personlige Interesser«. Ilan nævner ikke Rimestad ved Navn, men at det er ham, han mener, er afgjort3. Paa hans ubeher- skede Deklamationer ligger der dog liden Vægt, men vi kunne se de