Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

INDLEDENDE BEVÆGELSER 327 efter hans Mening Mesterne og Svendene i Forening, her specielt Haand- værkerforeningen og Oldgeselforeningen. Overall ser han ellers F'olk, der »med en vis Grad af teknisk Viden forene et fuldkomment Ubekjendtskab med praktiske Forhold«, som »aldrig have levet og virket som Haandværkere«, og som »tro, at Alt er godt, naar det blot er efter engelsk og fransk Mønster med en pas- sende Svada af Lighed og Frihed«. Haandværkerne følte sig forladte af Alle, men derfor — skriver han — »er det vor Pligt offentlig at udtale os og ved forenet Kraft give vore Udtalelser Vægt lige overfor dem, der muligen kun af Bøger kjende det, hvorom de tale, eller dem, i hvis Interesse det muligvis vilde være, om Haandværkeren kunde bringes ned til al være Daglejer, for at de selv kunde samle Kapitaler ved hans Ansigts Sved«. Paa Scenen og i Pressen stilledes Haandværkeren ube- rettiget i Modsætning til »et dannet Menneske«, og All, hvad, der ved- rørte ham, tillagdes kun mindre Betydning, ja der saas haanligt ned paa de Institutioner, som hele hans Existens beroede paa. Det er der- for paa Tide, fortsætter han, »at Haandværksstanden emanciperer sig fra Udenforstaaendes Formynderskab, at den udtaler sig gjennem sine eneste virkelige Repræsentanter, Haandværkerforeningen og Oldgesel- loreningen, til ikke roligen at se sine velerhvervede Rettigheder behand- lede som noget Ligegyldigt; det er paa Tide, al Mænd ud af Standens egen Midte ogsaa bliver dens Talsmænd, og det er derfor, jeg opfordrer Haandværksstanden til at slutte sig sammen og Bestyrelsen for Haand- værkerforeningen til at træde i Forbindelse med'Oldgeselforeningen for tillige med denne ved Sammenkaldelse af den hele Haandværksstand eller paa anden Maade at bevirke, al Standens Tarv iagttages«. De to nævnte Foreninger repræsentere altsaa Standen; »kun i For- ening ere de berettigede til at kalde sig Haandværksstanden«, gjentager I illy endog flere Gange. Oldgeselforeningen kan det ikke alene, og Haandværkerforeningen heller ikke. Der er Noget heri ligesom i Op- fordringen til den sidstnævnte Forening om nu dog endelig at træde frem, der kunde tyde paa, at han, der et Par Aar för (1852-53) havde været Haandværkerforeningens Formand, her har handlet helt paa egen Haand, uden Samraad med Foreningen. Men i saa Fald har da ogsaa