77
luaa ikke hans moralske Følelse være bleven nedtrykt,
og hvor mægtig maa ikke den Fortryllelse have været,
der fuiibc bringe ham til at nedlade sig til et saa
nedværdigende Bedrag!
Og hvor stor maa ikke hans Elendighed og
Følelsen as hans Svaghed have været, naur han kunde
skrive om sig selv: „Der er intet Haab. O Gad,
hvor gjerne vilde jeg ikke give mig Under Dr. Fox i
hans Anstalt; thi mit Tilfælde er en Art Galskab,
kun at del er en Forstyrrelse, en ydre Afmagt i Bil-
lieskraften og ikke i de iiücUeftueüe Evner. I bede
mig, at jeg skal opmande mig. Byd en Mand, der
er lam i begge Armene, at gnide dem rask inod hin-
anden, da det vil hjælpe ham. „Ak!" vilde han svare,
„at jeg ikke kan bevæge mine Arme, er min Sygdom
og min Ulykke.""
Og en endnu ftørre Elendighed skildrer han i et
andet Brev, skrevet samme Aar (1814). „Tænk jer
cn stakkels elendig Usling, der i mange Aar har været
fristet til ar banlyse Smerterne ved idelig at tage sin
Tilflugt til en Last, der giver dem ny Styrke. Tænk
jer en Aand i Helvede med den Opgave at betegne
Andre Vejen til den Himmel, hvorfra hens Forbry- "
delser Udelukke ham! Kort, tænk jer det allerMeste,
hjælpelosefte og haabloseste, og I ville danne jer et
saa nøjagtigt Begreb om min Tilstand, som det er en
retskaffen Mand nudigt at have?)
*) Cottle’s Early Recollections, 2det Bind, S. 185.