147
mønterne, hvad enten de vare af krigersk eller religiøs
Natur. Præsterne brugte den ved de store Offringer
som Røgelse for Gilderne til at kaste haandfUldeviis
paa Offeret eller bragte den selv som Offer.
. „Under GUdstjenesten tyggede Præsterne Coca-
blade, og man troede, at GUdernes Naade ikke kunde
vindes, naar de ikke vare forsynede dermed. Man
ansaae det ogsaa for nødvendigt, at ben, der vilde
bede om Gildernes Naade, nærmede sig Præsterne
med en AcUllico i Manden. Man troede, at ingen
Forretning, der begyndtes Uden Cocabladenes Vel-
signelse, vilde lykkes, og man ydede selve Busten gnd-
dommelig Dyrkelse. I et Tidsrum af mere end tre-
hundrede Aar har Christendommen ent nu ikke været
istand til at undertrykke dette dybt rodfæstede Afguderi,
thi overalt sinde vi Spor af Tro paa denne Plantes
hemmelighedsfulde Kræfter. Minearbejderne i Cerro
de Pasco lægge tygget Coca paa haarde Metalaarer
i den Tro, at den blodgjor Ertset og gjor det lettere
at bearbejde. Oprindelsen til denne Skik forklares
let, naar man erindrer sig, at paa Inkaernes Tid troede
man, at Co za erne — Metaldcemonerne — gjorde
Bjergene uigennemtrængelige, naar de ikke forsonedes
ved Lugten af Coca. Endog nutildags komme In-
dianerne Cocablade i Munden paa de Dode for at
sikkre dem en gnnstig Modtagelse ved deres Ind-
trædelse i en anden Verden; og naar en peruanfl
Indianer paa en Rejse stoder paa en Mumie, byder
han den med frygtsom Wrbvdighed nogle Cocablade
som et fromt Offer." — (Tschudi).
10*