216
bpßgebe men temmelig magre. FrancijkanermUnken,
der havde levet mellem Otomakerne som Missionær,
forsikkrede os, at han aldrig havde bemærket nogen
Forandring i deres Sundhed og Velbefindende i de
Tidsrum, hvori de levede af denne Leer. De simple
Kjendsgjerninger crc altsaa folgende: Indianerne fortære
utvivlsomt store Kvantiteter Jord Uden at flade deres
Helbred; de ansee denne Jord for et nærende Føde-
middel — det vil sige, de fole, at den stiller deres
Hunger for en lang Tid. Denne Egenskab tilskrive
de udelukkende Jorden og ikke de andre Fødemidler,
som de fra Tid til anden soge at skaffe sig foruden
den. Hvis man sporger en Otomakindianer, hvoraf
hans Vinterforraad bestaaer — Udtrykket Vinter be-
tyder i Sydamerikas brændende hede Egne det Samme
som Regntiden — saa vil han pege paa Leerdyngerne
i sin Hytte* *).
Endskjvndt Mundingerne af Orinokofloden hverken
ligge synderlig langt borte fra de vestindiske Oer
eller fra Kolonierne i Guiana, afviger Otoma-
kernes Sædvane dog saameget fra Guinea-Negernes,
at vi neppe kunne antage, at den er bleven indfort
hos dem af bortløbne Negerslaver. Den skriver sig
forinodentlig fra en ældgammel Tid og horer som en '
ejendommelig Nationalflik hjemme i hint Land.
Dette gjores mere sandsynligt ved den Kjends-
gjerning, at en lignende Skik finder Sted imod Syd-
*) Humboldt's Ansichten der Natur, S. 143—144, Bol,ns
Udgave.