357 ,
Ethvert levende Væsen, hvis Legeme bestandig
er varmere end Luften eller dets andre Omgivelser,
maa altsaa Uafhængig af den ydre Natirr i sig selv
indefllltte en Kilde til Varme. Betænke vi nu fremdeles,
hvormegen Darme der Uafladeligt udstremmer fra et
varmblodigt Dyrs Overflade til den kolde 2uft, hvor-
megen der gaaer tabt ved Fordampningen as det fra
Huden og Langerne bestandigt uddnnstende Vand,
hvormegen der medgaaer til Opvarmningen af Foden
og LUften, der begge tilfores Maven og Langerne
kolde, men igjen Udstedes med omtrent samme Tem-
peratur, som Legemet selv har, og endelig at dette
Varmetab baade vedvarer uafbniM og næsten altid
er ligcstærkt, saa cre vi paa Gmnd af alle disse
Omstændigheder vist fulbfomment berettigede til at
jluttc, at den indre Kilde til denne Varme baade er
meget rig og i en Uophørlig Virksomhed.
Den væsentlige Forskjel mellem de varm- og
koldblodige Dvr ligger i Aandedrættet, der H0S de
Sidste foregaaer langt Ufuldstændigere end hos de
Forste. Det falder derfor meget naturligt at sætte
det ckarakteristiske Skjelnemærke Varmblodigheden i For-
bindelse med det ligesaa charakteristifle Skjelnemærke
Aandedrættet og at antage, at den Uafbrudt ved-
varende, for L'vet saa nødvendige Aandedrætsproces
er Kilden til den ligesaa stadige og for Livets Ved-
ligeholdelse ligesaa vigtige NarmeUdvikling.
At en saadan Forbindelse mellem disse tvende
Livsyttringer virkelig existerer, bliver fremdeles cnbnu
sandsynligere, naar vi erindre de fysiske Fænomener,